Hjemmefra havde vi blandt andet solgt turen til Costa Rica til drengene ved, at fortælle, at der skulle være nogle ret seje svævebaner man kunne prøve. Det er i Monteverde, at det virkeligt spiller - det der med svævebaner. Derfor var det næste stop på turen.

Efter en del dage i surfparadis var selv vi, klar til at komme ud og se lidt mere af Costa Rica. I første omgang var vi blevet enige om, at køre videre til Nosara. Det ligger ca. 100 km op af kysten fra Santa Teresa. Det ville være muligt, at køre derop ad kystvejen men det kræver, at man krydser et par floder. Da det ikke på forhånd var til at sige, om det var tørt nok til, at krydse floderne, besluttede vi - dvs. Helene bestemte det - at køre den sikre tur på små 200 km udenom.

Nu er vi kommet til Nosara, hvor vi praktisk talt har en ranch lidt oppe af en bjergskråning for os selv. Det vil sige, at vi har lejet et af værelserne, men da det er lavsæson nu, er vi de eneste gæster. Her er både swimming pool, havudsigt og en irsk pub. De sidste par uger, inden vi kom hertil, er gået med surf leg på Playa Hermosa.

Det at vi ikke var i Danmark eller havde cykler til rådighed skulle ikke forhindre drengene i at give deres bidrag til indsamlingen af penge til en ny legeplads på skolen. Som en alternativ løsning fandt vi på et andet koncept til indsamling af penge fra sponsorer.

Vores rejseblog bliver genåbnet for en stund. Mest fordi vi selv synes, at det er dejligt at kunne læse efterfølgende. Denne gang er turen gået til Costa Rica i 6 uger.

Er der virkelig allerede gået næsten et år siden vi tog afsted. I går aftes havde vi 2 års bryllupsdag. Tiden er virkelig gået stærkt siden vi skålede med fadøl i literkrus til vores bryllup. Det sidste års tid har selvfølgelig været en lang ferie. Det har været det hurtigste år i mit liv. Jeg husker stadig da vi sad fire blege danskere i et arrivatog midt i det mørke jylland på vej mod flyet i Kastrup, og ukendte fjerne himmelstrøj. Det føltes bare helt rigtigt dengang, og når jeg ser tilbage på året der er gået, er jeg virkelig glad for at vi tog afsted.

Hvis man følger den lille junglesti, der er i bunden af vores have, kommer man ud til en lille og meget brun sø. Søen er ulækker, hvis man spørger drengene, og man har lyst til at give dem ret. Det stille vand lugter råddent, og der er både naturligt affald og plastic der sejler rundt i vandet. Til trods for det, ser man hver dag en flok damer, der står i søen, hvor de blødgør kokosnøddeskaller. Kokosnødder kan nemlig bruges til at lave reb af.

Det er ikke alle dage på vores lille paradisstrand der er helt ens. En dag da vi kørte med tuktuk hjem fra vores indkøbstur, var der pludselig en enorm kø på hovedvejen. I bedste Sri Lanka stil valgte vores chauffør at ignorere dette, og kørte udenom hen til vores sidevej. Da vi drejede ned ad sidevejen, kunne vi se begyndelsen på et meget festligt optog.

Nogen vil måske undre sig over hvad man dog skal fordrive tiden med i troperne, når man ikke har noget arbejde, og to små børn der helst skal have lidt udfordringer i hverdagen, så de ikke splitter huset ad, eller bruger al deres energi på at slås med hinanden. At finde noget at give sig til har nu vist sig ikke at være et stort problem, nærmere tvært imod. Det er for eksempel umuligt at få gjort noget i en fart.

Endelig oprandt den 14. januar, hvor næsten hele resten af Stougaard klanen skulle komme. Lidt tragikomisk at Anders var den eneste, der ikke var med, og han har endda fødselsdag den 14. januar. Vi fik nogle store øl til maden for at fejre ham. Tillykke med dagen. Børnene gik i cirkler omkring sig selv hele formiddagen, indtil minibussen med farmor, farfar, Anne og Jeppe endelig kørte ind i indkørslen, og der kunne uddeles krammere. Det virkede som om, at drengene glædede sig mere til besøget, end de gjorde til både fødselsdag og juleaften.

Flyveturen til Sri Lanka gik overraskende nemt. Jeg havde forventet at komme til at betale ekstra for at medbringe surfbræt, specielt i lyset af at jeg havde hørt at surfbrædder ikke var til at skaffe i Sri Lanka, pga. toldafgifter. Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg fik det med uden beregning. Tak til Sri Lankan Airlines.

Efter vi havde sagt pænt farvel til mormor og morfar, flyttede vi til Hotel de Moc, da der ikke længere var plads til os på Prince Palads Hotel. Det var knapt så stort og mondænt, men et hyggeligt lille 60er inspireret hotel med Rolls-Royce'er i garagen, som drengene var meget optagede af. Det viste sig, at det var hotellets ejer, der var samler. Han havde også en del gamle Harley Davidson motorcykler og et par andre veteranbiler.

Sidste stop inden Bangkok og mormor og morfars fly hjem til Danmark var Pranchanaburi, byen hvor broen over River Kwai ligger. Vi havde været heldige at få booket værelser på et lille hyggeligt guest house, som var drevet af den sødeste dame, og ejet af en anden sød dame, der ovenikøbet kunne tale engelsk.

Rasmus var fyr og flamme den første morgen i Hua Hin, hvor vejrudsigten heldigvis meldte stabil vind. Hele familien blev hevet med på stranden. Rasmus lejede Kite udstyr for en mindre formue, og vi andre lejede strandstole for, en noget mindre formue - men stadig en formue. Således bevæbnet til en god dag på stranden, nød vi en slapperdag i solen. Rasmus lyste af lykke efter endelig at få rørt kitesurfmusklerne igen, og alle havde en forrygende dag på stranden.

Thaierne har opdaget, hvad det er turisterne primært kommer til Koh Phangan for, nemlig at fejre månen - eller en undskyldning for at blive sanseløst berusede. Helene husker, at der var omkrig et par tusinde gæster til full moon party i 1995, men nu er deltagerantallet vist oppe omkring de tredive tusind. Hvad ikke mange ved var at 2014 sluttede med en ret sjælden astronomisk begivenhed. I følge skiltene var der nemlig fuldmåne den 31. dec og 3., 4., og 5. januar.

Mikkel - beachvolleyspilleren fra Koh Lanta - havde anbefalet os, at prøve at tage til Rai Lay's lidt mindre kendte nabo Tonsai, som er et sted der er kendt for klippeklatring. Mormor og morfar var med på ideen, så vi tog afsted med færgen fra Phuket. Også denne gang var vi ved ankomsten rundt for at se på de forskellige muligheder for overnatning. Valget faldt - efter en del søgen - på to små bungalows uden aircondition og med koldt vand i bruseren. Super lækkert var det ikke og heller ikke vildt billigt - men det var “det bedste valg”.

Det var en super hyggelig overraskelse, at Troel, Katrine og Ayla også befandt sig på Phuket i starten af december, hvor vi ankom. De to første dage fløj afsted. Ayla syntes det var på sin plads, at invitere drengene med i vandland, så hun havde nogen at lege med - og det tog ikke mange sekunder at overtale dem. På trods af at Alfreds første kommentar var: "Jeg har jo været i vandland".

Imod alle odds, var turen til Ko Lanta helt fantastisk. En lille time inden vi skulle afsted begyndte det at vælte ned med regn. Afgangen var fra strandkanten med Long Tail uden tag, så vi kunne se frem til, at vi og alle vores ting ville blive drivvåde.

Jeg fandt en lille bølge på nordvestkysten af Koh Lanta i Thailand. Vi var afsted hele familien på scooter, så jeg havde ikke mit eget surfboard med. Heldigvis kunne man leje SUPs på stranden, så dagen var redet.

Sejlturen fra Ko Lipe til Ko Mook foregik i strålende solskin og blikstille vand på meget af turen. Thailand viste sig fra sin smukkeste side, og det var rigtig dejligt at kunne komme ud på dækket og få lidt vind i håret, i stedet for at sidde inde og fryse i underetagen med aircondition på fuldt drøn.

Vi var med en halvstor båd til Thailand. Den lagde til ved en flydeponton ud for øen Ko Lipe. Her skiftede vi til en at de lokale longtails, og sejlede ind til strandbredden.

Inde på Ko Lipe skulle vi lige lukkes ind i landet, og have stempler i passet. Det er åbenbart ikke hver dag, der kommer turister, som allerede har visum i forvejen, så de måtte lige diskutere lidt, hvordan de skulle stemple, så vi kunne få vores 60 dages ophold.

I Kuala Lumpur havde vi søgt og fået 60 dages turistvisum til Thailand. Med udrejse fra Bangkok den 3. Januar kunne vi altså tidligst rejse ind i Thailand den 4. November. Vi blev enige om, at det ville være godt med en buffer til potentielle flyændringer, og at vi derfor kunne tage båden til Ko Lipe i Thailand direkte fra Langkawi den 5. November.

Da vi skulle forlade Kuala Lumpur, måtte vi nødvendigvis tage stilling til, hvor vi skulle rejse hen. Vi vidste at turen gik i retning af Thailand, og at øen Langkawi var et fint sted. Dog var det en lidt lang rejse at tage i et stræk. Vi fandt kortet over Malaysia frem, og satte en finger på en by indenfor passende afstand. Det blev George Town på øen Penang.

Som det ofte er tilfældet når man rejser uden en fastlagt plan, bliver det tilfældigheder, der afgør hvor man ender, og hvad man får set. Det var sådan en tilfældighed der bragte os til øen Kapas - og et lignende tilfælde gjorde, at vi den ene aften faldt i snak med Aaron Twite fra USA. En rigtig flink fyr fra Atlanta, og modsat mange andre amerikanere meget behagelig, afslappet og underspillet i sin facon. Jeg tror han ville passe godt ind i Jylland.

“Sorry no wifi. Talk to each other”, står der på skiltet i restauranten. Vi er nået til Pulau Kapas. En lille ø 20 min med båd fra fastlandet. Vi forlod Cherating igår med kurs mod Marang, og busturen gik betydeligt bedre end forrige gang. Turist sæsonen lakker mod enden her og der er ikke mange turister tilbage på øen. De fleste steder er enten lukket ned eller igang med at pakke sammen og forberede sig på monsunen.

Vi er med på, at når man læser vores blog, kan det virke som om, at hver dag er endnu en dag i paradis. Det er det også næsten, det meste af tiden, men der er dog tidspunkter, hvor man ønsker sig tilbage til en lidt stresset regnvejrshverdag i Danmark. En af de dage var i torsdags, hvor vi forlod Tioman for at rejse længere nordpå. Kl 9 om morgenen tog vi færgen til fastlandet, uden at have fået morgenmad.

Sidder på terrassen i “sommerhuset”, som vi kalder vores lille hytte. Ved siden af hos B&J Diving sidder der en flok turister med næsen i hver sin dykkerkursus bog. Ellers er her ret stille og roligt. Specielt i dag. De par spisesteder, der plejer at være åbne, har lukket, fordi alle de lokale er taget i moskeen, eller til fastlandet for at fejre Hari Raya Korban -- en muslimsk højtid. Derfor bestod morgenmaden idag af toastbrød med marmelade og chokoladeknapper -- guf for enhver ernæringsekspert. Når der er åbent, plejer vi at få havregrød med banan og honning.

Den sidste måneds tid har vi hygget os med ungerne på stranden. Vi har brugt en masse energi på at surfe, drengene har været i kids club en gang i mellem, og ordvekslinger som de følgende har fyldt dagligdagen.

• “Tag dine vandreklipklappere på Alfred”
• “Tror du den anden bikini passer bedre til vejret idag?”
• “Har du husket pengene? Der er 2,4 millioner i den anden pung, kan du ikke lige tage en halv million mere inden du kører til købmanden.”

Det er dejligt at se drengenes barnlige begejstring for at køre på scooter. Hver gang vi skal nogen steder, er de næsten ved at komme op at slås om hvis tur det er til at stå foran, og jeg kan næsten ikke selv komme til at stige på, fordi de giver sig til at kravle op inden.

Denne gang bliver det en form for hverdagsberetning, hvis vi da kan tillade os at kalde vores driverliv i troperne for hverdagsliv. De første 3 uger på Bali har vi boet i Villa Tepikali. Et meget hjertevarmt sted, med en række boliger omkring en fælles pool og have, hvor man talte med sine naboer. Nogle af beboerne boede der for længere tid, og vores naboer var et russisk par, der havde lejet deres rum for 1 år.

Hele familien havde glædet sig til at komme "hjem" til Bali efter vores rejse i Vietnam. Vi så frem til at komme tilbage til et sted hvor vi kan finde rundt, hvor bølgerne kan surfes, og hvor vi ville forsøge at få lidt hverdag. Allerede i lufthavnen var det dejligt bekendt. Vi vidste at det ville være en god ide at tage benene på nakken, efter flyet var landet, og skynde sig hen til visumbetaling og immigrationsskranken.

Vi trængte til et lidt længere ophold, efter den megen transport i det nordlige Vietnam, så derfor havde vi booket en uge på Paradise Hotel i Hoi An. Midt i middagsheden blev vi læsset af på busstationen (en grusparkeringsplads midt i byen), og her valgte vi til en forandring ikke at tage en taxa til hotellet. Vi kunne se på kortet, at det burde ligge lige i nærheden, da stationen og hotellet var på samme gade.

Første stop på vores Vietnam tur var i Hanoi. Vi kom heldigvis midt på dagen – i regnvejr, hvilket lige tager toppen af scooter trafikken – men hold nu op. Man bliver helt nervøs for, at man ikke overlever en dag i byen.

Ethvert forsøg på at krydse en gade, synes i første omgang som det rene selvmord. Trafik, trafik, trafik – i begge retninger, og ikke nogen der holder tilbage, heller ikke selvom der står en hvid (læs: efterhånden lysebrun) familie med 2 små børn, og ser lidt skræmte ud. Heldigvis klarede vi den alligevel. Man skal sådan set bare gå ud i trafikken, se ud som om man mener det, holde farten, og håbe på, at de kører udenom.

Den sidste tid har vi været på tur rundt i landet hvor peberet gror, og nu mangler der bare en enkelt surf session inden turen går videre mod Vietnam. Vi har haft besøg af famillien Kiilerich fra DK, og sammen med dem har vi rejst rundt på Bali for at opleve andre dele af øen end blot det hektiske og mere turistfyldte sydlige bali.

Efter et langt ophold ved Echo Beach, besluttede vi os for at tage på "ferie". Destinationen var Gili Air, en bounty ø tæt ved Lomboks kyst. Kl 7 om morgenen sidste tirsdag, blev vi hentet i - måske verdens ældste - bus og kørte 2 timer til Padang Bay. Her blev vi læsset ud mellem alle de andre turister der skulle på ø tur. Der var et virvar af hjælpere der satte farvede sedler på bagagen, strandsælgere, og turister og fire børn, der ikke lige havde lyst til at stå stille, efter at have siddet 2 timer i en bus. På forunderligvis fik vi alle vores ting og alle os om bord på båden. Endelig fik vi fordel af at have børnene med på tur, da "baby" måtte gå først om bord.

Så er der mere nyt fra De Varme Lande™. I skrivende stund akkompagneret af en cikade der har valgt at holde til på værelset - og vi kan ikke finde den lille satan. Det skal vi nok blive pænt trætte af i løbet af natten.

Så skete det, efter 13 dages rejse, blev vi ramt af den frygtede "Bali Belly". Lørdag havde ellers været en fantastisk dag på stranden. Om formiddagen lokkede børnene os til at en gyngetur på legepladsen på vej ned til stranden, og da vi kom derned var der de mest fantastiske bølger. Børnene var blevet udstyret med 2 spande og hver sin store ris ske -- plastik børne strand legetøj er ikke til at opdrive -- og så var det ellers bare ud at prøve kræfter med bølgerne.

Endelig kom vi til øen med go’ surf og billige Bintang :-) Rygtet talte sandt, der er skam go´ surf og billige Bintang. Da vi har ungerne med regner jeg dog med, at det bliver mest surf. Alfred ville dog vældigt gerne smage fars øl, da vi spiste på stranden i går.

Så er turen igang, vi har kun været afsted i 2 dage, og vi har allerede fået en ordentlig en på opleveren. Efter en hel mandag i tog og fly, blev vi hentet i Qatar lufthavn af Anne Marie og Christian, som bor i Doha. Ud af lufthavnen, ud i saunaen, og så blev vi fordelt i 2 store 4-hjulstrækkere - ungerne elskede det fra 1. minut :-)

Vi havde sidste dag på arbejde torsdag og fredag i sidste uge, og siden har vi brugt tiden på at pakke huset ned i det mest fantastiske danske forårsvejr, 20 grader og skyfrit. Man overvejer næsten at blive. Eneste minus var at vi blev nødt til at træne til *De Varme Lande™* ved at flytte kasser på loftet. Håber godt nok der er lidt mindre rockwool på Bali, for det hænger godt fast i sveden, når der er 30 grader oppe under taget.

Vi har lavet denne blog til dem der har lyst til at følge med i vores oplevelser i sydøstasien mens vi er væk, og for at vi selv har lidt at kigge på når vi kommer hjem igen.