Den sidste måneds tid har vi hygget os med ungerne på stranden. Vi har brugt en masse energi på at surfe, drengene har været i kids club en gang i mellem, og ordvekslinger som de følgende har fyldt dagligdagen.

• “Tag dine vandreklipklappere på Alfred”
• “Tror du den anden bikini passer bedre til vejret idag?”
• “Har du husket pengene? Der er 2,4 millioner i den anden pung, kan du ikke lige tage en halv million mere inden du kører til købmanden.”

Det er dejligt at se drengenes barnlige begejstring for at køre på scooter. Hver gang vi skal nogen steder, er de næsten ved at komme op at slås om hvis tur det er til at stå foran, og jeg kan næsten ikke selv komme til at stige på, fordi de giver sig til at kravle op inden.

Denne gang bliver det en form for hverdagsberetning, hvis vi da kan tillade os at kalde vores driverliv i troperne for hverdagsliv. De første 3 uger på Bali har vi boet i Villa Tepikali. Et meget hjertevarmt sted, med en række boliger omkring en fælles pool og have, hvor man talte med sine naboer. Nogle af beboerne boede der for længere tid, og vores naboer var et russisk par, der havde lejet deres rum for 1 år.

Hele familien havde glædet sig til at komme "hjem" til Bali efter vores rejse i Vietnam. Vi så frem til at komme tilbage til et sted hvor vi kan finde rundt, hvor bølgerne kan surfes, og hvor vi ville forsøge at få lidt hverdag. Allerede i lufthavnen var det dejligt bekendt. Vi vidste at det ville være en god ide at tage benene på nakken, efter flyet var landet, og skynde sig hen til visumbetaling og immigrationsskranken.

Den sidste tid har vi været på tur rundt i landet hvor peberet gror, og nu mangler der bare en enkelt surf session inden turen går videre mod Vietnam. Vi har haft besøg af famillien Kiilerich fra DK, og sammen med dem har vi rejst rundt på Bali for at opleve andre dele af øen end blot det hektiske og mere turistfyldte sydlige bali.

Efter et langt ophold ved Echo Beach, besluttede vi os for at tage på "ferie". Destinationen var Gili Air, en bounty ø tæt ved Lomboks kyst. Kl 7 om morgenen sidste tirsdag, blev vi hentet i - måske verdens ældste - bus og kørte 2 timer til Padang Bay. Her blev vi læsset ud mellem alle de andre turister der skulle på ø tur. Der var et virvar af hjælpere der satte farvede sedler på bagagen, strandsælgere, og turister og fire børn, der ikke lige havde lyst til at stå stille, efter at have siddet 2 timer i en bus. På forunderligvis fik vi alle vores ting og alle os om bord på båden. Endelig fik vi fordel af at have børnene med på tur, da "baby" måtte gå først om bord.

Så er der mere nyt fra De Varme Lande™. I skrivende stund akkompagneret af en cikade der har valgt at holde til på værelset - og vi kan ikke finde den lille satan. Det skal vi nok blive pænt trætte af i løbet af natten.

Så skete det, efter 13 dages rejse, blev vi ramt af den frygtede "Bali Belly". Lørdag havde ellers været en fantastisk dag på stranden. Om formiddagen lokkede børnene os til at en gyngetur på legepladsen på vej ned til stranden, og da vi kom derned var der de mest fantastiske bølger. Børnene var blevet udstyret med 2 spande og hver sin store ris ske -- plastik børne strand legetøj er ikke til at opdrive -- og så var det ellers bare ud at prøve kræfter med bølgerne.

Endelig kom vi til øen med go’ surf og billige Bintang :-) Rygtet talte sandt, der er skam go´ surf og billige Bintang. Da vi har ungerne med regner jeg dog med, at det bliver mest surf. Alfred ville dog vældigt gerne smage fars øl, da vi spiste på stranden i går.