Hjemmefra havde vi blandt andet solgt turen til Costa Rica til drengene ved, at fortælle, at der skulle være nogle ret seje svævebaner man kunne prøve. Det er i Monteverde, at det virkeligt spiller – det der med svævebaner. Derfor var det næste stop på turen.

Monteverde er i bjergene, og det var selvsagt lidt spændende at skulle køre op i bjergene, når vi nu i forvejen havde stiftet bekendtskab med de costaricanske veje, uden bjerge. Det hele startede meget godt med, at vi kørte direkte ind i den årlige byfest i Las Juntas. Vi nåede lige over byens bro, inden et helt optog af oksekærer skulle over den ensporede bro i den modsatte retning. Vi fik smidt bilen ind til kanstenen, og oplevede paraden på første parket.

Lidt uden for Las Juntas begyndte opstigningen og det var lige så stejlt, hullet, vildt, flot og betagende, som vi havde forventet. Lidt af en prøvelse for den noget tunge Suzuki Grand Vitare, som fik kørt en del i første gear, og slugt en del benzin. Vel fremme ved vores “hotel” steg vi ud af bilen, og blev mødt af behagelige 20 graders varme. Det føltes jo helt hjemligt.

Relax and Enjoy

På en eller anden måde føltes det lidt som at være kommet til Vietnam igen, da vi tjekkede ind på hotellet, og vi blev bænket fik gennemgået alle brochurerne om de ture man kunne booke inden vi fik udleveret nøglen til værelset. Det var dog venligt ment, og de var meget søde og hjælpsomme.

Livsfarlig fødselsdag

Dagen efter ankomst til Monteverde var det min fødselsdag, så alle 3 drenge var i fællesskab blevet enige om, at det skulle fejres med de før omtalte svævebaner, og en nattevandring, med det formål at se vilde dyr – læs edderkopper og slanger. Det var vildt hylt at prøve svævebanerne. Den længste tur var over 1500 meter på tværs af en dal, og mange meter over de højeste trækroner. Perfekt til en fødselsdag. Aftenarrangementet, var også ret sejt, specielt set i bakspejlet, hvor jeg kan konstatere, at ingen af os blev angrebet af vilde dyr.

Hvis man ikke booker en tur, er der ikke meget at foretage sig i Monteverde, og det var derfor helt fint, at vi havde bestemt os for at køre videre til Costa Ricas østkyst. Nærmere bestemt en kystbyen Cahuita.

Reggae vibes og god mad

Vi havde fundet det skønneste lille hotel i Cauita. Ejet af et Italiensk ægtepar, og superhyggeligt og rent. Hvilket var var dejligt, for det regnede faktisk en hel del under vores ophold i byen. Heldigvis var vi placeret i centrum af den lille by, der viste sig, at have nogle ret fine restauranter. Her kan nævnes pizzamanden, der ud over at lave gode pizzaer og drinks, også viste en film på storskærm hver aften. Han valgte sågar at vise tegnefilm, da han så Alfred og Oskar, hvilket var et stort hit. Herudover en fransk/Italiensk restaurant det brillierede med den måske største T-bone steak jeg har set. At rejse er jo som bekendt også at spise.

Dovendyr

Den første regnvejrsdag kørte vi til et dovendyrscenter. Lidt i stil med hvad vi tidligere havde set med brøleaber, var dette et center, der kunne hjælpe nødstedte dovendyr. Det er ret facinerende at se dovendyrende bevæge sig, og det er nærmest ubegribeligt, at de ikke er i stand til, at bevæge sig hurtigere. Det går simpelthen så langsomt og, skal det siges, det meste af tiden sover de. Men meget facinerende at opleve. Ud over at vi så de dovendyr der var i bur, for at blive hjulpet og sluset ud igen, så vi også et enkelt dyr i en trækrone ude i den fri natur.

Bølger eller ej

Rasmus havde naturligvis håbet på, at der ville være bølger på østkysten, men det var der ikke meget af. Den ene eftermiddag, var der dog en lille bølge, der var perfekt til Oskar, og slet ikke så lille i forhold til ham. Han er blevet ret skrap til det der surfing.

Retur til Santa Teresa

Efter nogle dejlige dage østpå, var vi alle klar til at komme tilbage til vestkysten, hvor vi håbede på bedre vejr og mere strandleg. Vi tog et stop i havnebyen på luksushotel på turen vestpå og der var meget befriende at komme tilbage til Nicoya halvøen, hvor der hersker en meget afslappet og venlig stemning.

De sidste 2 uger

Og så gentager historien sig. Alt hvad vi skrev om i indlægget om surf, eat, sleep repeat har vi fået vores tid til at gå med de sidste 2 uger. Af højdepunkter kan nævnes, at jeg den ene dag samlede alt mit mod, og tog med vores skønne dansktalende surflærer Hugo med ud i lineup’en. Det gik både godt og skidt. En bølge rev mit board ud af hånden på mig midt i et turtleroll og det landede med en af finnerne ned i Hugos bræt, der fik en ordentlig flænge. Han var nu heldigvis ikke så trist, for så skulle han jo have et nyt. Vi padlede langt ud bagved, for lige at få vejret, efter den oplevelse, og der sad vi så på hver vores bræt og sang “Så længe jeg lever…” – en af hans favorit sange på dansk.

Rasmus havde et højdepunk,t da han med en nordmand kørte til et pointbreak, og de var de eneste 2, der surfede der. Drengene har hygget sig på stranden, hvor de blandt andet har haft butik, krig, sandskulpturfremstilling, surfet, plasket, boogieboardet og hygget.

Tak for denne gang

Nu går turen mod lufthavnen, og om endnu en overnatning og aflevering af lejebil går flyveren hjem, hvor vi glæder os til, at man må smide toiletpapiret i kummen, at man kan drikke vandet fra hanen og en spegepølsemad. Det har været en dejlig ferie, og vi er alle 4 enige om, at Costa Rica er et dejligt land med elendige veje.