Nu er vi kommet til Nosara, hvor vi praktisk talt har en ranch lidt oppe af en bjergskråning for os selv. Det vil sige, at vi har lejet et af værelserne, men da det er lavsæson nu – den startede efter påske – er vi de eneste gæster. Her er både swimming pool, havudsigt og en irsk pub. Pub’en havde dog nok været mere spændende, hvis der havde været lidt flere gæster at snakke med, men poolen fejler ikke noget.

Det tager ca. et kvarter at køre til stranden, og der er lige knapt så varmt når man kommer lidt op i junglen.

Surf og leg på Playa Hermosa

De sidste par uger inden vi kom hertil er gået med surf leg på Playa Hermosa.

Tirsdag d. 10. april forlod vi Beach Cabinas i Santa Teresa og flyttede til Tiamat Lodge, som ligger lige ned til Playa Hermosa. Ikke nogen nævneværdig lang tur men alligevel dejligt at komme lidt væk fra turisthurlumhejet og den støvende trafik i Santa Teresa.

Det var egentlig meningen, at vi blot skulle være der 5 dage, men det blev til 9 i stedet, da vi alle var super glade for at være der. Det var vildt dejligt, at man bare kunne gå 200 meter ned til stranden, uden at skulle læsse alt muligt grej og børn ind og ud af bilen.

En typisk dag forløb således. Jeg starteded med en morgensession i glassy hovedhøje bølger. En enkelt morgen var de så glassy og samtidig overskyet, at man nærmest ikke kunne se når der kom et sæt, inden man fik det i hovedet. Det har jeg vist aldrig før prøvet. Efter dette havde resten af familien også fået øjne, og vi hyggede os sammen på stranden og Helene og børnene surfede også. Ved middagstid blev det så varmt, og vi blev så sultne, at vi forlod stranden, fik noget frokost, og derefter holdt siesta hvor børnene lavede skolearbejde. Om eftermiddagen tog vi typisk på stranden igen. Kl 18 går solen ned og ti minutter senere er der buldermørkt.

En dag hvor vi stod uden for vores hotel og snakkede, kom en surferpige og kiggede længe på os, inden hun sagde: “Er i danskere?”. Hun var tysker men havde boet i København, og talte fint dansk. Et par timer senere, var det en costerikansk surflærer, der stillede os det samme spørgsmål, på klingende dansk “Er I danskere?”. Han hed Hugo, og havde boet 8 år i Viborg og haft sommerhus i Nr. Vorupør. Det viste sig, at vi kender nogle af de samme mennesker, og vi blev hurtigt enige om, at verden er lille. Hugo er en meget glad og hyggelig mand, og det var lidt sjovt at møde ham på stranden, hvor han taler spansk med de lokale surfere, og så slår over i dansk, og giver gode råd om bølgerne på dansk, mens de andre ser måbende til.

Regn og strømsvigt

Et par aftener blev det tordenvejr, og vi så på lyn ude over vandet. Det er næsten helt sikkert at når det regner, så går der ikke længe inden strømmen forsvinder. Så den ene aften lå vi i mørket i hængekøjerne udenfor og så på lynene, efter at have spist aftensmad i skæret fra et enkelt stearinlys. Den ene nat blev vi vækket med mellemrum af vores aircon, der startede når strømmen kortvarigt kom tilbage.

Point break ved Cabuya

Et lille afbræk blev en tur til den sydligste ende af Nicoya halvøen, sammen med Olman, som viste vej til et point break.

Vi var taget afsted tidligt om morgenen mens regnen silede ned, så vi valgte at spise morgenmad på en lille restaurant, inden vi skulle surfe. Midt i maden ville Helene hente noget i bilen, og hun skød genvej og kom grinene tilbage med klipklapperne fulde af mudder.

Stranden vi kom frem til var ikke den mest spændene for Helene og børnene, da den bestod af store sten. Den var heller ikke specielt velegnet til at bade fra, da vandet var meget lavt og bestod af klipper overstrøet med sten. Så måske er det lidt en tilsnigelse overhovedet at kalde det en strand.

Bølgen fejlede dog ingenting – tvært imod. Det var lækkert at kunne sejle en højrebølge der forsatte næsten hundrede meter.

Da jeg ikke turde trække den længere og gik i land igen havde drengene fundet en masse sneglehuse, som partout skulle med hjem. Rimeligt nok efter at have ventet tålmodigt på deres skøre surfer far i et par timer. Vi delte en medbragt vandmelon, og satte kursen hjemad.

Bjergbestigning i klipklapper

At back-tracke har aldrig været favoritdiciplinen, og siden vi allerede havde kørt et godt stykke på de plørede grusveje, lagde vi hjemvejen omkring Montezuma, for at se hvordan der var der.

Her holdt vi ind et sted, og en lokal motorcyklist fik forlaret, at der kun var en halv kilometers gang, til det vandfald vi havde hørt om.

Stien så fin ud og der var stadig 4 timer timer til solnedgang, så vi begav os afsted. Vi kom ikke ret langt op ad stien, inden turen forvandlede sig fra en flad skovsti til akrobatiske øvelser i at springe rundt på klipperne ude midt i floden. Længere oppe gik stien på flodbreden, mellem masser af trærødder, som var temmelig glatte og mudrede af regnen. Lige noget der passede vores børn.

Frem til vandfaldet kom vi dog, og her var vældig fint, selvom det ikke ligefrem indbød til den svalende dukkert, vi alle havde håbet på. Vandet var helt brunt og mudret. Vi sprang dukkerten over tog et par billeder og begav os tilbage mod bilen igen. Jeg har svært ved at mindes, at jeg nogensinde har svedt så meget som på denne korte men varme og fugtige vandretur. Jeg tror min krop egner sig bedre til at surfe i koldt vand, end at vandre rundt i en fugtig jungle i over 35 graders varme.