Vores rejseblog bliver genåbnet for en stund. Mest fordi vi selv synes, at det er dejligt at kunne læse efterfølgende. Denne gang er turen gået til Costa Rica i 6 uger.

Hjemmefra var vi noget spændte på, hvordan det ville være. Ingen af os har tidligere været i hverken mellem- eller sydamerika, og vi forventede, at det nok ville være noget anderledes end Asien.

Vi har heldigvis en del bekendte, der har været her tidligere, som rundhåndet har delt ud af tips og tricks - tak for det.

En af de ting, der skulle være anderledes denne gang var, at vi ville leje en bil til at køre rundt i. Det betød i første omgang et opslag på nettet omkring billeje. Her har tusindvis af amerikanere skrevet om deres dårlige oplevelser omkring billeje men heldigvis også med gode råd.

Afgang fra Billund

Onsdag den 4. april kørte faster Anne os til Billund lufthavn. Allerede her havde vi en følelse af, at heldet smilede til os, da den strejke der var varslet til at starte netop 4. april i Danmark blev udsat.

Vi skulle via Amsterdam og ca. 16 timer senere landede vi i San Jose lufthavn. Kl 19 lokal tid, og kl. 2 om natten i kroppen. Således friske skulle vi have vekslet penge og købe telefonkort. Drengene lå derfor på gulvet i lufthavnen og sov mens vi forsøgte at ordne det. Vi fik dog ikke købt et sim kort, for damen i lufthavnen, hvis enenste opgave det var, at sælge taletidskort til turister, kunne ikke lige sælge dem alligevel, der var bøvl med systemet…

Leje af bilen gik helt glat – kort shuttle tur til kontoret – godt nok i den forkerte retning i forhold til vores hostel, som vi havde været så snedige at booke tæt på lufthavnen. Udlejningsmanden, spurgte os om alt det, vi havde læst at de ville spørge om, men vi var heldigvis godt forberedte, så vi håber bare at bilen overlever 6 uger uden skader. Lidt efter trillede vi derfra i en lettere ramponeret grå Suzuki Grand Vitara, med 4-hjulstræk og mauelt gear – det lader til at de er vant til at håndtere en del amerikanske turister – men Rasmus mente godt, at han kunne finde ud af det med kobling og gearstang.

Vores første hostel var fint. Jeg havde fortalt Oskar at vi skulle sove i køjesenge, hvilket han var helt slået ud over. Men han blev meget lettet da han så, at det bare var køjesenge, han troede nemlig jeg havde ment hængekøjer.

Det var dejligt endelig at komme til at ligge ned, men allerede kl. 05.00 næste morgen, var vi alle vågne og klar til dagen – ikke noget der ellers sker i DK. Hurra for jet-lag.

Roadtrip

Torsdag kørte vi afsted mod Santa Teresa som ligger i den sydlige ende af Nicoya halvøen. Vi tog færgen over fra Puntarenas til Paquera i fint vejr, og det var en hyggelig sejltur. Både køretur på tværs af landet og turen med færgen gik overraskende glat og det var først da vi havde kørt ca. 40 km på halvøen, at vi for alvor blev udfordret. Der løb nemlig en lille flod på tværs af vejen!

Samtidig med vi kom, kom der en lokal mand på motorcykel den modsatte vej, og vi fik rullet vinduet ned for lige at spørge til, om vi kunne køre igennem, og om det i det hele taget var den rigtige vej. Han endte med at gå ud i floden i sine gummistøvler og vise den sikre vej igennem. Rasmus tog en beslutning og så kørte vi gennem floden under stor hujen, og en masse tanker om, at det vist ikke var helt ok, ifølge lejepapirerne. Men det gik heldigvis fint og uden problemer, og manden fik mange tak :-)

Vejen blev det sidste stykke mere og mere stejl og hullet og støvet, og vi var meget glade for vores 4-hjulstrækker, der fik os hele vejen frem. Sikke en køreoplevelse. Det skal lige bemærkes, at de mener det, når de siger, at der er huller vejene herovre, det er ikke bare for sjov.

Destinationen var hele turen værd. Sikken en flot strand vi kom frem til. Drengene var helt vilde. Hoppede fra drivtømmerpind, svømmede og badede til det blev mørkt og var vildt glade for det hele. Ikke mindst at vandet er så varmt, at man bare kan blive ved med at bade uden at komme til at fryse. Rasmus kom også i vandet med sit bræt, dog uden den store succes, men han fik da et par solide sæt i hovedet.

Fredag fik Rasmus surfet igen, denne gang med mere held, da bølgerne var blevet bedre. Vi fik også talt med Olman, en lokal surfinstruktør, der har boet en månedstid i Klitmøller. Vi aftalte at vi alle 4 kunne få surflektioner om lørdagen. Det blev regnvejr til middag, så der cruisede vi i byen i vores bil, og ungerne fik et brugt boggieboard, som de kan lege med.

Surf lektioner til alle

Olman tog os med til Playa Hermosa, lidt oppe ad kysten, der skulle være bedre egnet til begyndersurf, og det var simpelthen det mest fantastiske sted – en superflot bred flad sandstrand. I Costa Rica må de ikke bygge helt ned til strandkanten, så skoven går helt ned til stranden og det ser meget flot ud, når man sidder derude og kigger ind mod stranden og den fugtige jungle der rejser sig i baggrunden.

Oskar og Alfred fik surfundervisning om formiddagen, og det gik godt. De surfede ind i skummet og var meget glade. Om eftermiddagen var det min tur, og det gik i al beskedenhed, nærmest lige så godt. Bølgerne er noget nemmere at arbejde med, end de ofte er i klitmøller.

Imens jeg var på vandet, fandt drengene sig en lokal legekammerat. Oskar og Alfred lånte ham deres boogie-board, og han syntes det var vildt sjovt. Med lidt fagter fik han forklaret at det var første gang han havde prøvet det. Hans far eller måske onkel (de talte kun spansk), havde held til at plukke et par kokosnødder fra en palme, og skar toppen af med en machete. Så de drak frisk kokossaft og spiste frugtkødet, mens jeg surfede.

Til frokost, spiste vi lidt oppe af vejen. Stedet udlejede også bungalows, så inden vi gik derfra, havde vi bokket en af dem, som vores næste bolig.

Vi forlod stranden som de nok allersidste (da vi lige skulle finde Alfreds klipklappere, han havde parkeret midt på stranden i mørket) og efter et kort smut i supermarkedet, kunne vi komme hjem i bad, hvor vi kunne konstatere, at de fleste af os, havde fået lige til den gode side med sol. Så i morgen hedder den faktor 30, skygge og siesta.

På vejen tilbage kom der tusindvis af krabber myldrede, som myrer på vejen, så det var en sand massakre at køre. Vi fik senere at vide, at de bor i huller i jorden, og når det regner myldrer de ud af junglen, så det er åbenbart ikke så usædvanligt, men dog stadig lidt makabert.