Hvis man følger den lille junglesti, der er i bunden af vores have, kommer man ud til en lille og meget brun sø. Søen er ulækker, hvis man spørger drengene, og man har lyst til at give dem ret. Det stille vand lugter råddent, og der er både naturligt affald og plastic der sejler rundt i vandet.

Til trods for det, ser man hver dag en flok damer, der står i søen, hvor de blødgør kokosnøddeskaller. Kokosnødder kan nemlig bruges til at lave reb af.

Først skal skallerne samles ind, og derefter bliver de lagt i blød i søen i ca. 4 måneder. Når de hiver dem op igen, er de helt møre, og kan bankes flade og trevlede med en trækæp. Herefter hænges nødden til tørre i solen, indtil den er helt knastør.

Når det er sket, ligner kokosnødder en samling tråde. Disse bliver båret over til spinderiet, der ligger lige ved søbredden. Her bliver nødderne rystede, så der ikke er støv og affald tilbage, og til sidst bliver fibrene spundet til lange kokosnøddereb.

For at produktionen kan holdes igang er det nødvendigt, at vandstanden ikke er for høj i søen, så damerne kan bunde, mens de arbejder i vandet.

Tropisk regnskyl

En aften vi kom hjem fra vores sædvanlige tur til stranden, var himlen meget meget sort, og vi var nærmest heller ikke kommet hjem, inden der blev åbnet for sluserne og himmel og jord stod i et.

Det nybyggede hus vi bor i, kunne ikke holde til testen, og det dryppede ned igennem taget flere steder – blandt andet over drengenes seng. Vi satte baljer og skåle op over hele huset, og heldigvis er der et ekstra rum, som drengene kunne sove i.

Da vi kom ud næste morgen, kunne vi godt se, at der var faldet en hel del regn. Broen over den lille sø var eksempelvis oversvømmet.

Det tænkte vi ikke nærmere over, da skyerne var forsvundet, og dagen gik på sædvanlig vis. Det var først dagen efter, at det gik op for os, hvad følgerne af regnskyllet var.

Damerne fra søen, havde nemlig tidligt om morgenen gravet en lille rende mellem søen og havet, så søvandet kunne løbe ud i bugten.

Den lille rende blev hurtigt til en stor flod, via presset fra vandet. Og vi kunne stå og se på, hvordan vandet ved vores lille paradisstrand blev fyldt med mudder, rådne kokosnødder og andet skidt og en kvalm lugt af råd bredte sig. Vi var på grådens rand.

Tur til Nilwella

Da vi ikke havde lyst til at bade i vores bugt, besluttede vi os for, at gå en tur til nabobyen, som er en lille fiskerlandsby. På vejen til Nilwella, blev vi fulgt tæt af lokalbefolkningen, og følte os nærmest til udstilling. Nede ved havnen kunne vi gå en tur ud på molen og se på havet, og vi gik også en tur ud på en lille idyllisk halvø.

Over middag var vi blevet sultne og fandt noget der lignede et hotel. Ved nærmere eftersyn viste det sig dog at være et ayurveda kursted for velnærede tyskere. Vi fik dog (læs børnene) charmeret os til, at få serveret en ernæringsmæssig korrekt banandrink, mens vi fik fortalt lidt om behandlingen. Med lidt mad i maven gik vi hjem igen, og spiste mere frokost.

Hvidløgstyggegummi

Alfred og jeg gik på stranden om aftenen, og “fiskede” med vores fiskestænger – Et par pinde med koraller i en snor.

Vi gav og til at lege rutchebane ned at skrænten mod det stinkende vandløb, og endte med at bygge en lille dæmning hen over vandet.

Jeg tror nu ikke, det er derfor, men da jeg var på stranden morgenen efter var det stoppet med at løbe ud, og sandet var så småt igang med at bygge lidt op igen. Fascinerende kræfter naturen har.

Mens vi legede på stranden var der en umiskendelig lugt af hvidløg. Jeg spurgte flere gange Alfred om han ikke nok ville spytte det fed hvidløg ud som han havde i munden Til sidst slugte han det. Underlig dreng, men en meget billig omend ildelugtende form for tyggegummi. Man kan foresten ikke opdrive tyggegummi her i Dickwella, så det er måske ikke så skidt, og sikkert bedre end at tygge betelnut, som de lokale går rundt og gumler på.