Endelig oprandt den 14. januar, hvor næsten hele resten af Stougaard klanen skulle komme. Lidt tragikomisk at Anders var den eneste, der ikke var med, og han har endda fødselsdag den 14. januar. Vi fik nogle store øl til maden for at fejre ham. Tillykke med dagen.

Børnene gik i cirkler omkring sig selv hele formiddagen, indtil minibussen med farmor, farfar, Anne og Jeppe endelig kørte ind i indkørslen, og der kunne uddeles krammere. Det virkede som om, at drengene glædede sig mere til besøget, end de gjorde til både fødselsdag og juleaften. Det var fantastisk dejligt at se dem allesammen igen, og rigtig dejligt at vi skulle holde ferie sammen i næsten 10 dage, så der var masser af tid til at få snakket.

Det bør også lige nævnes, at glæden igen toppede, da farmor pakkede rugbrød, spegepølse, remoulade og ristede løg ud til frokost.

Hvalsafari med Raja & the whales

Mirissa, den by vi flyttede fra, er meget kendt for deres hvalsafarier. Det er næsten hver gang, de sejler ud på havet, at de ser en blåhval, og den oplevelse ville vi gerne have med. Da hvalerne svømmer forbi kysten ud for Mirissa om morgenen, måtte vi stille vækkeuret til klokken 5. Vi blev hentet i buldermørke, og kørte af sted mod Mirissa for at komme med safaribåden.

Til vores positive overraskelse, viste det sig, at være en ikke alt for stor båd, og der var kun 5-6 andre passagerer ud over os. Efter en sejltur på et par timer, i havblik – hvilket dog ikke afholdt en kinesisk deltager fra at kaste op i en lind strøm – kom vi til hvalspottet.

Vi havde dårligt fået slukket motoren, inden den første vandsøjle viste sig i horisonten. Det var en rigtig spændende oplevelse at se efter hvaler.

Specielt lige inden båden vendte hjemad igen, hvor en (efter guidens udsagn) 25 meter lang blåhval dukkede op højst 5 meter fra båden, så vi kunne se den, både da den var over vandet og også da den svømmede forbi os lige under vandoverfladen. Vildt fascinerende.

Anne var desuden meget lykkelig for at hun overlevede mødet med hvalen, da hun havde frygtet, at den ville vælte båden.

Surfing og strandliv

Vores gæster var heldigvis af den opfattelse, at besøget hos os, skulle være en kombination af oplevelser, og afslapning ved stranden. Det sidste var der rig mulighed for, på standen der ligger lige nedenfor vores junglehus.

Det er en rigtig paradisstrand, med palmer ud over strandkanten. Surfbølger i bugten, som længst mod øst er egnede til øvede surfere og længst mod vest er velegnede til begyndere. Vandet er tilmed dejlig varmt, og indbyder til en badetur.

Det var således ikke svært, at have det fantastisk. Både Anne og Jeppe fik prøvet at surfe. Drengene fik badet alle voksne helt i sænk. Vi fik læst bøger og spillet strandtennis og gravet huller i sandet. Og vi fik snakket om løst og fast og indhentet det forsømte. Og enkelte fik ovenikøbet taget lige til den gode side sol.

Vi havde nogle rigtig gode dage ved vandet i helt perfekt ferievejr.

Safari i Uda Walawe

Der er en del nationalparker i Sri Lanka, med et rigt dyreliv. Heldigvis er der mulighed for at komme på Safari i parkerne og se nærmere på dyrene. Vi ville alle gerne prøve at være på safari og valgte at se Uda Walawe national park.

Da de vilde dyr er mest aktive om morgenen, blev vækkeurene atter engang stillet til klokken 5 om natten. Fremme ved parken blev vi flyttet over i en åben pickup-truck med vores egen dyrespotterguide.

Vi havde ikke kørt 5 minutter i parken inden vi kørte forbi den første vilde elefant. I løbet af den næste times tid, så vi rigtigt mange elefanter. Enkelte kom helt tæt på bilen, og en enkelt gang var vores guide lige oppe at markere overfor en brunstig og lidt aggressiv hanelefant. Også denne gang var faster Anne meget glad for, at hun overlevede mødet med det store dyr, da de jo godt kan være farlige. Og vores guide fik chancen for at blamere sig med, at han var i stand til at skræmme selv den størte elefant på flugt.

Ud over elefanter, så vi vildsvin med små bitte grislinger, en skildpadde, krokodiller, en sjakal og en varan. Og så så vi mange fugle, som vi ikke kan huske navnene på, men som også var meget flotte. Det var imponerende, hvor god vores guide var til at spotte både dyr og fugle på lang afstand.

På vej hjem så vi to døde flyvende hunde, som havde valgt et rigtigt dårligt sted at sove.

Elefantbørnehjem

På safarituren fortalte vores guide os, at der i tilknytning til parken også var oprettet et elefantbørnehjem, der tog sig af elefantunger, der af den ene eller anden grund ikke kunne blive passet af deres mødre.

Den første elefant vi så, var filmstjernen Namal. Den havde medvirket i en dokumentar om elefantbørnehjemmet, fordi elefanten har fået en benprotese. Udsendelsen var for kort tid siden blevet vist på dansk TV, og alle de besøgende Stougaard’ere havde set udsendelsen, og det var derfor ret sjovt at se elefanten i virkeligheden. Ud over Namal var der en hel masse superkære elefantunger, der kom løbende til fodringstid.

Elefanterne bliver på børnehjemmet, indtil de kan klare sig selv. Herefter bliver de sat tilbage i parken og erfaringerne viser heldigvis, at de bliver godt modtaget af de øvrige elefanter i parken, og derfor kommer til at leve et helt almindeligt elefantliv.

Børnefødselsdage i badebukser

Både Alfred og Oskar havde fødselsdag mens Stougaard’erne var på besøg. Det var godt nok god planlægning, da det betød, at der både var flag og gaver indpakket i papir på fødselsdagsbordet. Heldigvis var der nyt legetøj i nogle af pakkerne, og det blev taget meget godt imod.

Begge drenge lyste af lykke hele dagen på deres respektive fødselsdage, over at være blevet et år ældre, og over at have familien omkring sig til at fejre dem.

Adams Peak

Et af punkterne på ønskelisten over hvad, der gerne skulle opleves ved et besøg i Sri Lanka var theplantagerne i højlandet. Et andet punkt på ønskelisten var en tur op på Adams Peak, og det var heldigvis muligt at slå de to ting sammen.

Adams Peak er en meget høj bjergtinde, som ifølge sagnet er det sted Adam første satte sin fod på jorden, efter at være blevet smidt ud af edens have. Buddhisterne mener at fodsporene er sat af Buddha på vej til paradis, og andre igen mener at de er sat af Lord Shiva.

Åbenlyst er stedet meget helligt, næsten uanset hvilken religion man måtte bekende sig til.

Rigtigt mange srilankanerne tager også turen op om aftenen og overnatter i templet på toppen.

160 km på 8 timer

For at komme til Adams Peak, drog vi alle mand i en minibus mod Dalhousie, da det er det sted man overnatter for at bestige bjerget. Køreturen til Adams Peak var ikke så lang målt i kilometer, men da der skal køres både i den srilankanske trafik og ad snørklede små bjergveje, tog det omkring 8 timer at nå frem.

Det føltes nu kke så slemt, da specielt den sidste del af turen gennem theplantagerne var helt ubeskriveligt smuk.

Hovedattraktionen på Adams Peak er se solopgangen fra bjergetoppen, hvilket kræver en gåtur på 7,5 km på trapper – omkring 5200 trin hver vej. Derfor skal man stå op og vandre afsted ved 3 tiden om natten.

Det var åbenlyst ikke noget at byde Alfred og Oskar, og vi delte os derfor i 2 hold. Gæsterne besteg bjerget den første nat, og Rasmus og Helene besteg det den følgende nat. Vi havde derfor også ondt i benene på skift, og det var meget rart, når der er 2 børn uden ondt i benene.

Det tilbageværende hold, kunne heldigvis underholde drengene ved floden lige nedenfor vores guesthouse, hvor de legede hop fra sten til sten leg i mange mange timer.

Der er koldt på toppen

Turen til toppen af bjerget var ret hård. Det var hårdt at gå op af trapper i over 2 timer midt om natten. Heldigvis var det et flot syn, da solen langsomt tittede frem, der ventede på toppen.

Vi benyttede også lige lejligheden, til at ringe med den store klokke. Ifølge de lokale betyder det, at man lige har ringet vorherre op, og gjort opmærksom på, at han skal tage noter omkring, hvor godt et menneske man i grunden er.

Rundvisning på en thefabrik

Den ene eftermiddag mens vi boede i Dalhousie, tog vi på tur for at gå i themarkerne. Dvs. det var faktisk en tur hen for at svømme ved et vandfald. Stien førte dog ikke helt hen til vandfaldet, og vandet så ikke videre indbydende ud, så der var ikke nogen af os, der havde lyst til at svømme det sidste stykke.

Heldigvis ledte gåturen os igennem en masse themarker, og det var en rigtig fin oplevelse at gå i markerne, og se theplanterne.

Efter vandfaldsbesøget var vi på rundvisning på en thefabrik. Vi måtte først komme ind efter kl 16. Efter at have besøgt fabrikken er vi overbeviste om, at det skyldtes, at vi helst ikke skulle se for meget på arbejdsforholdene. Vi måtte heller ikke tage billeder inde på fabrikken.

Det var meget oplysende at se, hvordan the faktisk bliver fremstillet. Der var eksempelvis ingen af os, der på forhånd vidste at der går under et døgn, fra bladende bliver afleveret af plukkeren, til der er færdig the til brygning i den anden ende.

Det er ikke det fedeste job i verden at være theplukker, og det bliver udelukkende udført af tamilere, som er den absolutte underklasse på Sri Lanka. Det var alligevel bemærkelsesværdigt, at damerne med deres store og tunge kurve på ryggen, altid havde overskud til at smile og vinke til os. De slog os absolut ikke, som de sureste og mest triste folk vi har mødt.

Vi var dog enige om, at fremtidige thekøb, bliver hos forhandlere, der kan dokumentere ordentlige arbejdsforhold for deres ansatte.

Do You Speak English?

Det er bemærkelsesværdigt at det at kunne tale engelsk er nok til at blive til “noget” i Sri Lanka.

Ved Adams peak gik et par gamle mænd og passede have. Blandt andet slog de græs med en bambuspind, mens deres jævnaldrende kollega, som kunne tale lidt engelsk, fik lov at servere mad og the og hygge med gæsterne.

Hvis man så oven i købet kan regne lidt, er det nok til at kunne starte sit eget hotel.