Sidste stop inden Bangkok og mormor og morfars fly hjem til Danmark var Pranchanaburi, byen hvor broen over River Kwai ligger. Vi havde været heldige at få booket værelser på et lille hyggeligt guest house, som var drevet af den sødeste dame, og ejet af en anden sød dame, der oven i købet kunne tale engelsk.

Vores guest house lå lidt væk fra turistområdet, hvilket betød at det ikke var så nemt at finde et sted at spise, og vi måtte vandre en del rundt før vi fandt mad. På den anden side betød det, at vi spiste med de lokale og meget billigt. Mad til 6 personer inklusiv drikkevarer for 50kr.

Det lykkedes tilmed at få bestilt noget mad til morfar, der ikke var så stærkt, at der stod røg ud af munden på ham.

Bådtur på River Kwai

Efter lidt aklimatisering og byvandring var vi på eftermiddagsflodtur, i en af de små flodbåde. De sejler vildt stærkt og larmer om muligt endnu mere – lige noget der passede Alfred og Oskar.

Turen bød på besøg på krigsmuseum, der viste historien om japanernes projekt med at få bygget jernbane gennem Thailand til Burma. Jernbanen blev bygget af japanerne, med krigsfanger som arbejdskraft under de kummerligste forhold, og der døde mange tusinde under opførelsen. Strækningen bliver derfor kaldt dødens jernbane.

Vi så også en kirkegård med et lille udsnit af gravsten for de mange og meget unge mænd, der døde under byggeriet. Atter engang fik vi et indblik i hvor grusomme mennesker kan være, og hvor frygtelig krig er.

Igen blev vi sat på prøve, når vi skulle forsøge at forklare drengene, hvad der var foregået. På den ene side må de jo gerne lære, at krig er frygteligt, på den anden side skal de jo gerne kunne sove om natten. En svær balancegang.

Næste stop på turen var et besøg i en grotte – lidt udenfor temaet – men når nu der var en grotte, ville det jo være fjollet ikke at vise os den.

Turen sluttede af med en sejltur på floden i solnedgangen og stop ved broen over River Kwai. Det var meget spændende at se broen, specielt efter at have fået historien om opførelsen med, og ikke mindst få lov til at gå ud på selve togbroen, som stadig bruges – når blot man lige husker at træde til side, når toget kommer.

Når en god dag bare bliver endnu bedre

Da vi kom hjem fra udflugten, hev vi en grydefuld risengrød ud fra dynen på værelset. Sat over om formiddagen og kogt færdig under dynen i løbet af dagen i bedste mormor stil. Tilsæt kanelsukker og suppeskåle og så var der serveret. I mangel af juleøl tog vi os en almindelig øl til maden. Og således sluttede endnu en dejlig dag, med store glade julesmil på specielt drengenes ansigter.

Selveste juleaften

Vi havde lagt en plan for, hvordan vi skulle få en perfekt juleaften. Vi ville køre med toget over broen om formiddagen, bare lige et enkelt stop, så hjem og slappe af og hygge inden vi skulle på restaurant og fejre juleaften.

Efter en stille og hyggelig morgenmad fik vi spurgt til, hvornår vi kunne regne med, at toget gik, og det viste sig at være ganske kort efter. I al hast kom vi ud af døren og hen til stationen.

Her viste det sig, at man ikke bare kunne tage toget over på den anden side af broen, men at man skulle køre i 2 timer, stå af, og vente på, at det samme tog kørte den anden vej for at komme tilbage igen. Det ville betyde, at vi ville komme tilbage lidt i 5, og det syntes vi var lidt for meget.

Vi hang ud et stykke tid på stationen, hvor Eastern & Oriental Express holdt, og så meget fin ud. Mens vi var en lille smule rådvilde over, hvad vi så skulle fordrive dagen med.

Lidt tilfældig snak med en hollænder og et kig på hans billet viste, at det modsat hvad thaierne sagde, alligevel var muligt at stige af toget, inden det havde kørt to timer. Vi fandt også ud af at en billet til os allesammen ville koste 100kr samlet. Vi ombestemte os, og købte billet til toget.

Efter toget havde passeret River Kwai begyndte vi at holde øje med om der kom et stop, hvor vi kunne stå af. Det kom aldrig, og vi endte med at køre med toget i to timer alligevel. Heldigvis for det, for lige inden den station vi havde købt billet til, lå den berømte strækning, hvor toget nærmest kører på ydersiden af en klippe ud over floden, en oplevelse det ville have været ærgerligt ikke at få med.

Ventetiden på toget tilbage gik ret hurtigt, med bestilling af frokost på et meget lokalt sted, hvor vi igen fik brug for tegnsprogskundskaberne.

Det tog mindst lige så lang tid at hjælpe damen med at regne ud, hvor meget vi skulle betale for maden, som det gjorde at spise.

Den mærkeligste juleaften

Lidt i fem var vi tilbage. Her tog vi vores årlige julebad og vores pæneste tøj på. Ejeren af vores guest house havde anbefalet en flyderestaurant nede ved floden, og vi tog imod rådet.

Vi fik en kongeplads ved det yderste bord, hvor vi kunne side uforstyrret med vores sære traditioner. Da vi kom, overraskede vi drengene ved at trylle et lille blåt plastic juletræ frem, og tilmed pynt til at tape på.

Vi bestilte julemiddag med fisk, sovs, forret, rejer og stir-fried til børnene, og fik det mærkeligste mad serveret i den underligste rækkefølge. Pyt med det for det var jo jul.

Efter de voksne endelig fik tygget af munden, kom de små pakker frem fra poserne, som vi åbnede med stor kærlighed og lyste af lykke. Det blev den dejligste og mærkeligste juleaften, som vi vil huske altid. Rigtig dejligt var det også at mormor og morfar var rejst ned til os og kunne hjælpe med af fejre jul.

Og så til Bangkok

Den 25. December rejste vi videre til Bangkok, så mormor og morfar kunne nå at se lidt storby, inden flyveren gik hjem igen.

Vi boede på Prince Palads Hotel, turens største hotel indtil videre. Vi boede på 22. etage og tog flere gange elevatoren til 32. etage, for at se den fascinerende udsigt.

Bangkok er stadig en kæmpestor hektisk storby med mennesker og ting overalt. Tiden i Bangkok bød på tur til Wat Pho – et imponerende Buddistisk tempel, den liggende Buddha, et gensyn med Khao San Road og storbystress i det moderne down town.

Tak for besøget

Efter et par dage i Bangkok var det tid for mormor og morfar at rejse hjem til Danmark igen. Vi takker mange gange for besøget, det var rigtig dejligt.