Da vi skulle forlade Kuala Lumpur, måtte vi nødvendigvis tage stilling til, hvor vi skulle rejse hen. Vi vidste at turen gik i retning af Thailand, og at øen Langkawi var et fint sted. Dog var det en lidt lang rejse at tage i et stræk. Vi fandt kortet over Malaysia frem, og satte en finger på en by indenfor passende afstand. Det blev George Town på øen Penang.

Ud at Se

Vi bestemte os for at tage toget, da toge efter vores formodning sjældent punkterer eller får totalt motorhavari. Vi købte billetten på stationen med afgang fra Kuala Lumpur kl 15.50. Husk at komme en halv time før afgang, stod der på den.

Vi kom i god tid, og klokken 16 blev det første gang annoceret, at toget var en halv time forsinket. Det blev det igen 16.45, og klokken var omkring 17.30, inden toget kom.

Inde i toget blev vi mødt af en uniformeret togkonduktør, der proklamerede, at han blev nød til, at tage ekstra penge når vi havde et surfboard med – så var der lige lidt lommepenge til ham!

Toget skulle efter planen ankomme i byen Butterworth klokken 22.00, og her skulle vi med en færge videre til George Town med sidste afgang omkring kl 23.

Det nåede vi desværre ikke. Klokken halv et stod vi af på stationen i silende regnvejr, efter 7 timer i et meget koldt tog. Faktisk så koldt at vi kom i tanke om ordet sovepose.

Hvorfor er fuld fart på airconanlæget eneste brugbare indstilling i asien?

Den eneste tilgængelige taxa var for lille til, at surfboardet kunne komme med – ikke lige den fedeste situation. Heldigvis holdt der en minibus på stationen, så Rasmus talte lidt med chauføren, med tanke på at få ham overbevist om, at han skulle have sin debut som taxachauffør.

Han viste sig at være ansat til at køre med togførere, når de stod af toget, og han skulle ikke andet end at vente på, at det næste tog ankom. Heldigvis ville han gerne tjene et par håndører ved at køre med os i mellemtiden.

George Town

Vi havde overhovedet ingen forventninger til George Town, og det blev en stor positiv overraskelse at tage et par dage i byen. Den gamle bydel er UNESCO verdensarv pga. de historiske huse. Byvandringen var gjort ekstra interessant ved, at der var lavet 3D grafitti på mange gadehjørner, så man kunne gå på grafittijagt. En anden god overraskelse var caféerne / restauranterne i byen, som lavede god mad, der også var til at betale.

Skilift på afveje

Lidt udenfor George Town by ligger et bjerg med en fin udsigt over hele byen og øen. Man kan tage en bjergbane op til toppen, og siden drengene er så vilde med transportmidler skulle vi selvfølgelig prøve det.

Vi tog med en lokal bus i silende regnvejr, hvilket virker lidt tåbeligt, når man er på vej op på et bjerg for at nyde udsigten. Busbilletten var forresten rørende billig, næsten en time med bussen for 4 kr. Bjergbanen op var en anden sag, der snakker vi turistfælde og vestlige priser.

Det lykkedes os at bruge så lang tid på toppen, at det til sidst klarede op, og der var virkelig en god udsigt over byen.

Turen ned med banen var også ret fed. Vi sad i foreste vogn og det var ret stejlt. Men det er altså en lidt underlig følelse at køre med bjergbane, når der ikke er skyggen af sne at spotte. Det plejer jo ikke lige at være yndlingsscenariet at tage liften ned igen.

Stroppetur

Belært af de natlige erfaringer med surfboard og taxa, besluttede Rasmus sig for, at nu kunne det være nok. Vi skulle have fat i et par stropper, så brættet ville kunne spændes på taget af en bil.

Indledningsvist besøgte vi “Bauhaus”, hvor de dog ikke havde stropper. De kunne fortælle, hvor i byen vil skulle lede.

Den næste butik havde heller ingen, men sendte os videre. Alt-muligt-butikken i bunden af byens store mall havde ligeledes ingen stropper, men de vidste lige, hvor vi skulle lede. På den anden side af gaden lå bilreservedelsbutikken, der desværre heller ikke havde stropper, men sendte os på en halv times vandring, til en anden bydel hvor de forhandlede biludstyr.

Vi besluttede, at hvis den butik ikke havde stropperne, ville vi stoppe skattejagten. De havde heller ingen stropper, men fortalte at lige omme på den næste sidevej skulle der ligge en Thule forhandler og de måtte have stropperne. Vi gik selvfølgelig videre.

Da vi nåede frem fandt vi ud af at de rigtig nok forhandlede Thule udstyr, men stropper var ikke på lager. De var meget hjælpsomme i butikken, og sendte os selvfølgelig videre til næste butik. Den lå på vejen hjem, og havde heller ingen stropper.

Efter dette besøg gjorde vi endelig alvor af vores beslutning, og opgav vores leden efter lang tids vandren i stegende hede. I stedet købte vi is til hele familien.

Langkawi

Efter et par dage i George Town tog vi en båd til Langkawi, som er sidste stop inden Thailand. Turen til Langkawi gik til en forandring helt problemfrit.

Færgen sejlede til tiden, og vi kom frem uden større problemer end en let løbende næse, da der selvfølgelig var fuld drøn på airconanlæget på båden. Vi har fundet et fint backpakker sted mellem øens endeløse rækker af resorts, og der er en meget fin strand, med dejlig varmt vand.

Bilferie og endnu en skilift på afveje

For første gang i et halvt år, har vi kørt i “egen” bil. Det var nødvendigt med et transportmiddel, da vi selvfølgelig skulle opleve øens største attraktion, som er en skilift op til toppen af et bjerg. På toppen er der bygget et stor hængebro. Stedet er et af de Malaysiske vartegn, der er med i enhver turistbrochure for landet.

Vanen tro, tog vi mod toppen på den mest overskyede dag. Kan det måske være fordi, at det ligger så dybt i os, at skyer potentielt er lig med snevejr? Dumt er det ihvertfald, når man tager liften til toppen med det formål at nyde udsigten. Tilmed er hængebroen så under reparation, så det var ikke muligt at komme ud på den.

Vi havde en rigtig fin tur til toppen, og udsigten tittede da også frem et par minutter, men igen må vi sande, at skilifter bare er federe, når man er med dem for at stå på ski ned.

Vand, vand og vand

Efter turen med kabelbanen, fandt vi et vidundeligt vandfald med svalende badevand. Her kunne drengene tage en dukkert med de lokale. Når man er udenfor de mest turistede steder, må man følge de muslimske normer, og det betyder, at kvinderne bader i alt deres tøj, eller badeburka (ja det findes) – så jeg sprang dukkerten over denne gang.

Hjemme på vores hostel er der fem minutters gang til en fantastisk strand, med alle former for motoriserede vandsportsaktiviteter og dejligt badevand, og vandet er stort set lige så varmt som i et badekar.

Om natten har vi haft uvejr, hvor det er væltet ned med regn, så der er vand i alle afskygninger her. Som et ekstra plus om stedet, kan det nævnes, at Langkawi er toldfrit område og Carlsberg har et bryggeri i Malaysia :-)