Sommer og udenfor sæsonen
#Travel #Malaysia #Singapore
Table of contents
Sidder på terrassen i “sommerhuset”, som vi kalder vores lille hytte. Ved siden af hos B&J Diving sidder der en flok turister med næsen i hver sin dykkerkursus bog. Ellers er her ret stille og roligt. Specielt i dag. De par spisesteder, der plejer at være åbne, har lukket, fordi alle de lokale er taget i moskeen, eller til fastlandet for at fejre Hari Raya Korban – en muslimsk højtid.
Derfor bestod morgenmaden idag af toastbrød med marmelade og chokoladeknapper – guf for enhver ernæringsekspert. Når der er åbent, plejer vi at få havregrød med banan og honning.
Igår havde vi planlagt at gå hen til bugten længere mod syd, men det fik et tropisk regnskyld sat en stopper for.

Sommerhuset ved stranden
Det er ellers dejligt her på Tioman, som øen hedder. Vi bor i en lille hytte med udsigt over vandet ca 20 meter fra stranden. Der er kun en lille sti langs med stranden, hvor der kommer en scooter eller cykel forbi i ny og næ, så drengene render og leger med de lokale børn.
Ejeren af stedet har en dreng på 4, og det store hit er at cykle frem og tilbage på stien sammen med ham.
Hytten har også en lille have med en hængekøje, så lidt tid til at læse i en bog er der også blevet til. Blot skal man passe på ikke at få en kokosnød i hovedet. Ind i mellem kan man være heldig at der falder en moden mango ned fra træet bag huset – De er ret gode.
Helene var ude at gå en tur med Alfred, og hun blev imponeret over, hvor naturtro udsmykningen var ved en af de andre hytter. Indtil den meter lange monitor lizard begyndte at kravle rundt. Alfred syntes det var en meget stor gekko.
Lige ud for sommerhuset er der et ret flot koralrev, hvor jeg så både en skildpadde og en søslange, da jeg snorklede den anden dag. Børne er stadig vilde med at snorkle. Oskar vil helst finde en søanmone og kigge på “Nemo” Alfred siger, at han ikke kigger på koraler, kun fisk.
Fiskezoologisk have
Inden vi tog til malaysia var vi i Singapore nogle dage. Helt mærkeligt at være tilbage i civilisationen. Der er enormt pænt og nydeligt. Det minder om USA, blot renere, og uden amerikanere.
Singapore Flyer nede fra
... lidt længere oppe
Bådbussen - havnerundvisning i amfibiekøretøj

Orangutan i Zoo
Vi kom til at love ungerne en tur i akvariet – Oskar kalder det “fiskezoologisk have” – måske fordi vi var i zoo dagen før.
Vi havde læst, at 3 timer var mere end rigeligt til at se alle fiskene. Derfor tog vi en tur i botanisk have om formiddagen. Den var temmelig meget større end forventet, så vi brugte hele dagen der. Oskar blev meget skuffet over at være blevet snydt for akvariet, så vi har lovet ham at tage i akvariet, når vi kommer til Kuala Lumpur.
Verdens farligste planter i Botanisk Have
Der gik firben frit omkring i Botanisk have
Drengene elsker at se på orkidéer
Alfred bearbejder de mange blomsterindtryk
Der er ret dyrt i Singapore, når man har vænnet sig til indonesiske priser, så vi valgte kun at blive der et par dage. Det var også ved at føles lidt trangt i den lille studio lejlighed, vi boede i, så efter at have drukket den obligatoriske Singapore Sling, tog vi videre til Malaysia.
Fire nætter i kollegie værelse - Nu med børn
Disneysjov a la Singapore
Singapore Sling til de voksne
Legoland med vandland
Ungerne har aldrig været i Legoland i Danmark, så vi ville gerne overraske dem med en tur i Legoland Malaysia. Det blev en kæmpe success. Vi var der på en mandag udenfor sæsonen, og vi stod klar ved indgangen da de åbnede.
Køsystemerne til de bedste af forlystelserne så ud til at kunne rumme mennesker nok til flere timers kø, men der var ingen, så vi kunne gå direkte ombord i rutchebaner mv.. Ofte blev vi efter turen spurgt om vi ville blive siddende og have en tur til, herligt og vi prøvede alt der var at prøve.
Det var også meget hyggeligt at fortælle vi kom fra Danmark, når personalet spurgte. Så svarede de typisk “Ahh Legoland Billund, open 6 months, and closed 6 months because of snow”. De ved præcis hvordan, der er i Danmark.
I Legoland Malaysia er der også et stort vandland, og der er da en sand fornøjelse i 30 graders varme, med de to små vandhunde vi rejser med. Selv det hurtigste vandrutcherør, hvor der var bulder mørkt indeni ville Alfred prøve alene. Ret sejt!
Sådan køber alle billetter, sagde chaufføren
Darth og drengene
Singapore flyer igen, bemærk bådbusserne
Alfred fandt en hel kasse bamser magen til hans
Helene og Oskar som testkørere
Vi var et par nætter i Johor Bahru – storbyen der grænser op til Sigapore – for at komme i Legoland og at få en fornemmelse af Malaysia.
Verdens længste racerbane
Der var ikke kun backpackere på hotellet
Nu er vi rejst videre til Pulau Tioman på østkysten af den malaysiske halvø. Som beskrevet bruger vi tiden på at slappe fuldstændig af, så det må jeg hellere se at komme igang med nu.
Air Batang, Pulau Tioman
Nabosønnen klar til at tage i moskeen
Oskar overvejer at begynde på windsurfing
Mens vi venter på øens bedste pizza