Vi er med på, at når man læser vores blog, kan det virke som om, at hver dag er endnu en dag i paradis. Det er det også næsten, det meste af tiden, men der er dog tidspunkter, hvor man ønsker sig tilbage til en lidt stresset regnvejrshverdag i Danmark.

En af de dage var i torsdags, hvor vi forlod Tioman for at rejse længere nordpå. Kl 9 om morgenen tog vi færgen til fastlandet, uden at have fået morgenmad. Morgenmadsrestauranten åbnede først kl 9.

Godt i land spiste vi en is, og blev overtalt af en taxachauffør til at køre med ham til en by på den anden side af “amtsgrænsen”, hvor der efter hans udsagn var bedre busforbindelser. Vi gjorde holdt ved købmanden, så vi kunne få noget morgenmad – mariekiks og sodavand.

På busstationen viste han os frem til det bedste busselskab, og vi fik 4 pladser i bussen for 200kr, som bare skulle betales kontant til chaufføren. Da bussen endelig kom var der desværre kun 2 ledige pladser, men i det mindste fik vi det til 100kr i stedet.

Efter en times kørsel begyndte bussen at lyde lidt underligt, og det lugtede brændt. Chaufføren satte farten op, indtil han satte farten ned, og motoren gik ud – han fik den dog startet igen. Efter et stykke tid drejede vi ind på et værksted, stadig med alle passagerer, og der holdt vi så. Ikke noget med at fortælle hvad der skulle ske, eller var sket, eller hvor længe vi skulle holde der. Vi kunne se, at der blev hældt en masse koldt vand på bussen, og derefter kørte vi videre.

Nogle få motorudfald senere ankom vi til en station, hvor vi spurgte chaufføren om vi stadig kørte videre. Han så ud som om, at det da var det mest tåbelige spørgsmål, selvfølgelig gjorde vi det, og det gjorde vi ca. 20 min. Så gik den helt i stå på motorvejen.

Buschaufføren talte lidt i telefon, imens røg og kølevand stod ud af motoren. Stadig ingen information om hvad der skulle ske, heller ikke når vi spurgte. En af de andre passagerer mente, at han nok havde ringet efter en anden bus, og at der ville gå en time, inden vi kunne komme videre. Klokken var halv fem. Vi havde ikke booket overnatningssted og det bliver mørkt efter klokken syv.

Den bus han havde ringet efter, viste sig at være en mekanikker i en personbil. Han stod ud af bilen, kiggede på bussen i et par minutter, og kunne så konstatere, at den ikke kunne køre videre. Stadig ingen information til os, kun hvad de andre kunne opsnappe og oversætte.

Kl ca. syv var der en anden bus, med måske verdens flinkeste chauffør, der holdt ind til siden. Hans bus var langt fra fyldt, så han tog os allesammen med videre. Kort tid efter havde vi tilbagelagt de resterende 30 km, og blev sat af i vejkanten.

Der stod vi så på en mørk hovedvej kl. lidt i otte, ret sultne, med to børn, alt vores baggage og uden bolig. Efter en lille vandretur blev far og børn placeret på en fortovsrestaurant, som heldigvis både var god og billig, mens mor gik på jagt efter den mindst ulækre hytte at overnatte i.

Læg dertil afsindigt mange myggestik, og det her rejseri virker en smule overvurderet.

Surf vibes i Cherating

Fredag fandt vi et andet hotel – Rent og pænt, med pool og lækker morgenmad til kun 100 kr mere.

Egentlig er surfsæsonen ikke startet endnu, men vi var så heldige at der rullede lidt swell ind efter en tyfon i nærheden af Japan, så der kunne surfes sammen med de lokale, og livet var pludselig anderledes herligt igen.

Tillykke i København.

I lørdags vågnede vi op til beskeden om, at vi har fået en lille ny velskabt fætter derhjemme, det blev fejret.