Hele familien havde glædet sig til at komme “hjem” til Bali efter vores rejse i Vietnam. Vi så frem til at komme tilbage til et sted hvor vi kan finde rundt, hvor bølgerne kan surfes, og hvor vi ville forsøge at få lidt hverdag.

Allerede i lufthavnen var det dejligt bekendt. Vi vidste at det ville være en god ide at tage benene på nakken, efter flyet var landet, og skynde sig hen til visumbetaling og immigrationsskranken. Når man tager indonesernes arbejdstempo, antallet af skranker og antallet af passagerer i betragtning, er det let at regne ud, at det er en god ide at komme først, inden køen bliver meget lang.

Det gik rigtig godt for os, og vi blev hentet af den flinkeste mand fra vores villa. Allerede inden vi nåede frem til villaen, havde han plaget Oskar meget om at flytte ind hos ham og hans familie i Ubud. Oskar afslog dog pænt tilbudet, så noget må vi gøre rigtigt.

Ude af lufthavnen blev vi ramt af den Balinesiske virkelighed. I dette tilfælde en – vistnok – muslimsk højtid, hvor muslimer fra de omkringliggende øer valfarter til og fra Bali, med deres biler, og da der i forvejen ikke er helt plads nok på vejene, gav det totalt trafikprop. Det tog et par timer at komme frem, en tur der normalt tager ca. 3 kvarter, og som er ca. 13 km.

Hverdag i troperne

Det var rigtig dejligt at komme tilbage til Bali, at få lejet en scooter, køre i supermarkedet, få surfet, svømmet i poolen og bare i det hele taget at slappe af uden hele tiden at være på udkig efter det næste sted at bo.

Et af vores ønsker til tiden på Bali har været at finde en form for tilbud til børnene, så de kunne lege med nogle andre børn, prøve noget nyt legetøj, og måske lære lidt engelsk. Vores nabo tippede os om, at der snart ville åbne et nyt sted i Canggu. Det har vi været inde at se på, og det så rigtig godt ud. Forhåbentligt kommer drengene til at gå i fritidstilbud nogle timer et par gange om ugen. Vi er spændt på hvad ungerne siger til at være et sted, hvor der kun bliver talt engelsk.

Besøg fra Kina

Claus – Helenes gamle ven fra studietiden – og hans kinesiske familie, havde valgt at holde deres sommerferie på luksus hotel på Bali. Deres hotel lå i Seminyak, som er et par kilometer længere inde mod Kuta, så vi sprang alle 4 på scooteren for at besøge dem.

Vi ankom 4 ikke helt nystrøgne budgetrejsende til hotellets luksusomgivelser, men på forunderligvis blev vi lukket ind alligevel. Det var dejligt at se Claus og familien igen, og dejligt med en svømmetur i den enorme pool. Der var friske håndklæder, hver gang vi kom op af vandet, forfriskninger på fad, og ikke mindst en dejlig fødselsdagsmiddag for Claus.

9 dage på langs

Efter besøget på luksushotel gik Rasmus direkte hjem i seng, og så startede han ellers på at fryse og svede af feber. Øv, øv, øv. I 9 dage har han været så syg at han var ude af stand til at surfe – ramt af den frygtede “Man Flu”.

På 9. Dagen tog vi til lægen, og efter en blodprøve og en meget grundig undersøgelse – hvis man skal tage efter tidsforbruget – blev han sendt hjem med en arsenal af farvestrålende piller, der efter et døgns tid ser ud til at hjælpe.

Helene måtte også om på ryggen med en omgang maveonde, så det har været lidt hårdt med 2 syge voksne og 2 raske børn. Bedsteforældrenes hjælp er godt nok langt væk. Nu er vi heldigvis kommet raske ud på den anden side igen :-)

Nu ser vi frem til for alvor at komme igang med livet i slow motion i troperne – eller som de lokale siger: Bali time.