Vi trængte til et lidt længere ophold, efter den megen transport i det nordlige Vietnam, derfor havde vi booket en uge på Paradise Hotel i Hoi An.

Midt i middagsheden blev vi læsset af på busstationen (en grusparkeringsplads midt i byen), og her valgte vi til en forandring ikke at tage en taxa til hotellet. Vi kunne se på kortet, at det burde ligge lige i nærheden, da stationen og hotellet var på samme gade.

Det blev en lang og varm travetur med vores baggage, og efter at have vadet flere gange frem og tilbage mellem nummer 92 og 84 uden at finde nr. 86, og efter at have parkeret kone og børn på en bænk på en sidegade, lykkedes det endelig at finde en vietnameser, der talte så meget engelsk, at jeg kunne forklare situationen. Hun ringede til hotellet, og lidt efter blev vi hentet af “hotel fatter” og hans hjælpere på 3 scootere. Vi og vores kufferter blev læsset på scooterne, og så blev vi kørt gennem en byggeplads, og ned af en lille sidegade hvor hotellet lå. Ikke så mærkeligt at vi ikke kunne finde det.

Godt hotel?

Børne-standard-skalaen for vurderingen af hoteller går fra “ingen pool” til “pool”, uden nogen mellemliggende trin. På den skala var Hotellet helt i top, selvom enkelte voksne nok ville mene at Paradise navnet klang lidt hult.

Muren rundt om hotellet var væltet for nylig, og en del af poolterrassen var styrtet sammen. Desuden var de igang med at bygge en ny fløj, så der var en del byggerod.

Efter et par dage, fik jeg overtalt ejeren til at tænde for rensesystemet til poolen en gang i mellem, så sidst på ugen var sigtbarheden oppe i nærheden af 4 meter. Ungerne var dog glade og morgenmaden var god.

Gamle huse og fine strande

I Hoi An er der en masse gamle huse og en berømt bro, som vi fandt i andet forsøg. Der er rigtig mange gode restauranter, og en regel om at scootere ikke må køre i bymidten om formiddagen og eftermiddagen, hvilket er ret befriende, når man går tur med børnene.

Vi gik lidt rundt i byen og så på de fine huse, men brugte i hvert fald mindst lige så lang tid, på de omkringliggende strande, der er virkeligt fine, og hvor det lufter lidt, og det er dejligt, for hold da op, hvor kan det blive varmt i Vietnam.

Det var i Hoi An vi fik fejret 2 halve fødselsdage – 3 1/2 og 5 1/2 – med noget rigtig god kage – godt til både voksen og børnedessertmaver!

Nyt tøj

Der er skræddere på hvert gadehjørne i Hoi An, og den dag vi skulle forlade byen holdt vi lige kort ind til kanstenen med scooteren, så Helene kunne røre ved en nederdel. Selvom der kun var 3 timer til vi skulle videre med en bus, endte det alligevel med at vi fik syet 3 skjorter og en nederdel. Leveret 1 1/2 time efter bestilingen, og det passede, som om det var skræddersyet.

Næste stop Mui Ne

I lonely planet er byen beskrevet som “The Beach Capital of Vietnam”, og for kitesurfing skulle det være “Stedet” i Vietnam. Vindsæsonen starter dog først omkring november, så der var desværre ikke meget vind mens vi var der.

Jeg ved I er et par stykker derude, der gerne ville have lidt insider tips. En enkelt tur med kite blev det dog til, selvom forholdende ikke var noget at skrive hjem om, og vi hang også lidt ud med de lokale på Jibes – Det ældste surf center i byen.

Vi havde glædet os meget til at se den berømte strand, men det var desværre et meget trist syn der mødte os. Stranden var nærmest dækket af affald, og vandet var fyldt med grønne alger, så det blev den første strand destination hvor ungerne ikke var i vandet.

Vi fik fortalt, at de enorme mængder affald stammer fra de hundreder af fiskerbåde, der hver nat er på vandet. Horisonten var nærmest dækket af små hvide lys hver aften, og de har alle haft mad med i plasticemballage, som er blevet smidt overbord efter maden var spist. Vi fik forklaret, at før i tiden, blev maden medbragt i palmeblade og lignende. Det gjorde derfor ikke så meget, at det blev smidt over bord.

Nu hvor det er plastic, er det jo en helt anden sag. Trist at se hvordan de lokale fiskere ikke kan se problemet i hvordan de behandler den natur, der er deres eget levebrød.

En taxatur vi sent glemmer

Gad vide hvilke kvalifikationer, der kræves for at blive taxachauffør i Vietnam. En morgen prajede vi en vogn. Manden started med at lave en U-vending med håndbremsen trukket, hvilket betød vi gik i stå halvvejs. Derefter gik det i sneglefart og godt med mellemgas mod Jibes surf center. Vi steg ud, og da jeg skulle betale manden opstod den sædvanlige panik, da han fik stukket en seddel på 100.000 VND i hånden (ca. 25 dkk). Vi skulle af med 58.000, så han for afsted, for at finde en der kunne veksle. Det lykkedes ikke helt for ham, og han kom tilbage med 2 gange 50.000, som han modvilligt afleverede til mig. Derefter gav jeg ham den ene tilbage plus 8.000 i små sedler, og tænkte at så var alt jo godt, men han var tydeligt utilfreds.

Han blev ved med at sige noget på vietnamesisk, som vi ikke forstod, og det endte med at vi involverede en receptionist og en mand fra et turistbureau, som kunne en smulle engelsk. De diskuterede højlydt frem og tilbage på vietnamesisk, men vi fandt aldrig ud af hvad problemet var, ud over at taxachaufføren tydeligvis ikke kunne regne.

Tilsidst havde vi brugt mindst fire gange så lang tid på at betale, som på at køre i taxa, og jeg er næsten sikker på, at manden troede han var blevet snydt, da han endelig kørte derfra.

Sidste stop - Saigon District 1

Velkommen til endnu en omgang scooter vanvid. Man kan sagtens bruge lang tid på blot at se på trafikken i et af de store kryds, mens man undres over hvordan de undgår at køre sammen. Det minder mest om en tur ned af strøget lørdag formiddag, blot er fodgængere og klapvogne erstattet af scootere og busser, og tilsat rigelige mængder dythorn.

Turens første legeplads

Den helt store attraktion i Saigon set med børneøjne var legepladsen i parken, så der brugte vi nogle eftermiddage. Ungerne nød at lege med de lokale børn, og spænede rundt og brugte alle legeredskaberne. Specielt populær var en lille karusel, som Alfred med fryd trak rundt med de andre lokale unger siddende på.

Da ungerne var så glade for legepladsen, endte de med at få deres første måltid fra McDonalds som take-away i Saigon. De var super glade for den legetøjsbil, der var inde i “paphuset”, og vi undgik behændigt at fortælle, hvor maden kom fra, så måske de kan leve videre i lykkelig uvidenhed om “den gyldne måge” lidt endnu.

Cu Chi tunnelerne

En af de ting man bør opleve nær Saigon er Cu Chi tunnellerne. Det er de tunneller Vietcong krigerne gravede bl.a. under krigen mod amerikanerne. De gravede tunneller under jorden i så stort et omfang, at der var et helt samfund under jorden. Det var et meget spændende besøg. Det var spændende at se tunnellerne, og prøve at kravle i dem, men det var nok i virkeligheden omgivelserne, der efterlod det største indtryk. Krigens grusomme alvor bliver pludselig meget virkelig når man står ved siden af et af de mange bombekratere i skovbunden.

Mekong Delta

En anden ting vi var blevet anbefalet at opleve, var livet i Mekong flodens delta. Vi bookede en 2 dages tur, med masser af buskørsel, masser af sejture og masser af myg. Efter vores mening ikke verdens bedste tur, men vi så en stor brun flod, med masser af liv, og ungerne fik i vanlig stil lov til at styre båden, selv gennem det stærkt traffikerede flydende marked.

Det har været spændede af opleve Vietnam, især den storslåede natur, interessante historie og lækre mad. Nu trænger vi til at komme “hjem” til Bali igen, og et lidt længere ophold i samme område.

Det er dejligt at vide, at vi har nogle trofaste læsere på bloggen, send os gerne en mail, eller skriv en kommentar her på siden. Det er altid hyggeligt med en hilsen hjemme fra DK.