Doha Experience

Udsigen over The Qatar Pearl fra lejligheden på 17.
Så er turen igang, vi har kun været afsted i 2 dage, og vi har allerede fået en ordentlig en på opleveren. Efter en hel mandag i tog og fly, blev vi hentet i Qatar lufthavn af Anne Marie og Christian, som bor i Doha. Ud af lufthavnen, ud i saunaen, og så blev vi fordelt i 2 store 4-hjulstrækkere - ungerne elskede det fra 1. minut :-)
Fantastisk oplevelse at køre fra lufthavnen, og til lejligheden i “The Qatar Pearl”. Vi kom gennem hele byen og forbi den fantastiske skyline oplyst af millioner af lys, forbi emirens bygninger og afsindigt mange - store - biler, og “hjem” til aircon lejligheden på 17. etage med udsigt.
Kamel & RC racing – Qatar dag 1
Formiddagen gik med en lille slendretur i The Pearl - så fik man lige en fornemmelse af, hvor varmt her er om dagen. Vi fik en dukkert i husets svømmepøl og en omgang hot noodles til frokost.

Da Christian fik fri tog vi 4-hjulstrækkeren en tur ud i ørkenen. Først lige en times bilkø i byen :-( Og så ud og se, hvor træningsbanen for verdens hurtigste kameler er – og det vrimlede med kameler, spændende at se.
Oskar lokkede Christian til at tage hans fjernstyrede bil med, og det var børnene der fik lov til at køre den. Der går længe inden Oskar glemmer det.
Oskar skal lige vide alt om hvordan sådan en bil fungerer
Aftensmad inde midt i byen, noget lækkert arabisk mad. Det går ud på at man bestiller en helt masse forskelligt, og så rækker til – gerne med fingerne. Egentligt ikke et dårligt koncept.
Bagefter var vi på “Souq Waquif” (markedet), hvor ungerne fik solbriller og badevinger. Vi så falke, som er enormt populære fugle i Qatar. Der var også alle mulige andre dyr til salg midt på torvet.
Hjem igen og så var det dag nr. 1 … efter en øl på terrassen. Fantastisk start på eventyret.
Dune Bashing – Qatar dag 2
Anne Marie sagde, at man ikke kan rejse til Qatar uden at prøve Dune Bashing, så hun havde bestilt en chauffør til at hente os kl 9 foran bygningen i sin store hvide Land Cruiser. Han kørte som død og djævel gennem byen ud til ørkenen. Her fik vi lukket luft ud af hjulene, og så gik det ellers over stok og sten ud i klitterne (som nok bedst beskrives som sandbjerge). Op og ned og sidelæns ned og forlæns ned og vildere klovn. Er næsten stadig svimmel, men det var bare for fedt, og kan anbefales enhver at prøve.
Så ned til vandet, hvor vi fik en kold cola og en dukkert i det lækreste vand, der lige er en lille smule køligere end luften. Tørre, tørre, tørre i den store natur-hårdtørrer og så tilbage i bilen og drøne i klitter. Både mor og de to drenge tog sig en lur på bagsædet, da turen gik tilbage til Doha.
Vi fik lidt frokost på terrassen og så en tur i poolen. Nu griller vi burgere til aftensmad, og går en tur langs havnen i aften. Det tegner godt for resten af turen.
Doha – dag 3
I morgenen tager vi en dag ved poolen, og sent i morgen aften, en taxa til lufthavnen, hvor turen går videre til Bali.
Den plan blev dog spoleret da, det ved nærmere eftersyn af flybilletter viser sig at det er i nat kl 2.25 – og derfor imorgen – vi flyver videre til Bali. Derfor bliver tredjedagen i Qatar nok ikke det store at berette om.
Vi vil gerne sige tusind tak for gæstfriheden til Anne Marie og Christian. Dejligt at se jer igen.
