Så skete det, efter 13 dages rejse, blev vi ramt af den frygtede “Bali Belly”.

Lørdag havde ellers været en fantastisk dag på stranden. Om formiddagen lokkede børnene os til at en gyngetur på legepladsen på vej ned til stranden, og da vi kom derned var der de mest fantastiske bølger. Børnene var blevet udstyret med 2 spande og hver sin store risske – plastik børne strand legetøj er ikke til at opdrive – og så var det ellers bare ud at prøve kræfter med bølgerne.

Desværre har vi kun et telefonbillede fra stranden, ved ikke helt om det giver indtryk af, hvor stort og facinerende det ser ud. Gætter på ca. 2.5 m swell med 15 sekunders periode. I hvert fald rigeligt til at få skyllet håret mens man padlede ud.

Vi var på stranden hele dagen – legede, hoppede, badede og boogieboardede til den store guldmedalje.

Om aftenen havde vi bestemt os for et gensyn med en thailandsk restaurant, så Oskar kunne få tropical fruit salad med youhurt og honning – faktisk ikke dårligt. Den rare tjener fra sidst kunne endda huske at Alfred ikke brød sig om passionsfrugt, så han kom med en portion uden, selvom vi glemte at bestille det til ham – god service :-)

Alfred var dog ikke rigtig sulten, i stedet begyndte han at kaste op på gulvet midt i restauranten, så den stakkels mand troede den var helt gal med maden. Det var begyndelsen til en herlig nat, hvor Rasmus, Alfred og Helene rendte på skift til toilettet.

Næste morgen skulle vi flytte. En blandet fornøjelse, at pakke vores sager fuldstændigt udmattede og med mavepine.

Nu mandag troede vi, at det var overstået. Det holdt desværre ikke helt stik, da både Oskar og Alfred har kastet op i dag. Håber snart det er slut.

Ny bolig

Den sidste uges tid har vi boet på Kusnadi Hotel i bydelen Legian. Folk er enormt søde og det virker til at alle elsker børn, hvilket ikke er så tosset når man har 2 små poder med. Ved hotellets restaurant er der 2 små bassiner med fisk, som Alfred og Oskar elskede at kigge på. Den ene dag fik Alfred kigget så intenst på fiskene, at han endte i fiskedammen. Han blev ret forskrækket, men da vi fik fisket ham op, kunne han da også grine af det. “Jeg var blevet en fisk mor !”

Nu er vi flyttet til Canggu (en anden bydel), hvor der er færre turister, og mere laid back atmosfære. Vi har lejet et værelse, med adgang til køkken og køkkenbord. Sidstnævnte er udenfor ved siden af poolen. Tænk at her altid er så varmt, at man kan have et udekøkken. Det er dejligt, at kunne spise maden “hjemme” så vi ikke skal spise alle måltider på restaurant. Rasmus var i supermarkedet igår – regning 578.600 rupier. Det er nu en herlig møntfod :-)

Pasar Badung Marked

I fredags drog vi afsted til Denpasar (den største by og hovedstaden på Bali) for at forlænge vores visum. Det viste sig dog, at det ikke var det rigtige kontor – surprice – så det blev til en tur på marked i stedet.

Et spændende sted med krydderier, grønsager, frugt, skrammel, kød og fisk – ungerner var vildt begejstrede og skulle se og helst røre det hele. Vi gik rundt med en fornemmelse af, at det ikke var varerne der var til udstilling, men tværtimod os. To vesterlændinge med to lyshårede drenge var alligevel mere, end de bare kunne se forbi, så vi blev fulgt af en sværm af folk hele tiden – lidt speciel oplevelse.

Vi spiste frokost i en lokal biks, hvor flottenheimer far, sagde at vi bare skulle spise løs. Det gjorde vi, og efter formentligt at have betalt turistpris for maden, kom han af med svimlende 37.000 rupier. (ca 18. kr) jo jo, han kan nok ham far.

Forlængelse af Visum

Det er efterhånden en oplevelse i sig selv, at få vores visum forlænget. I dag fandt vi endelig det rigtige sted, og fik udfyldt formularerne.

Det viser sig, at man skal møde op 3 gange. Første gang i dag, for at udfylde ansøgningen. Så fik vi en dato om ca. en uge, hvor vi skal komme for at betale betale en million (er vild med at være mangemillionær), og så en dato om ca. 1 1/2 uge, hvor vi kan komme og hente vores pas med ekstra stempler i.

Bureaukratiet ser ud til at stortrives her.

Helt generelt har vi det godt (bortset fra maven altså). Indoneserne er meget søde og venlige mennesker. Dem vi bor hos, er også meget søde og hjælpsomme (indonesisk dame og engelsk mand) – så vi hygger os i varmen – og glæder os selvfølgelig til, at Bruno og Tove med børn kommer og leger om en uges tid.