Udflytning og arbejdsstop

Oprydning i garagen
Vi havde sidste dag på arbejde torsdag og fredag i sidste uge, og siden har vi brugt tiden på at pakke huset ned i det mest fantastiske danske forårsvejr, 20 grader og skyfrit. Man overvejer næsten at blive. Eneste minus var at vi blev nødt til at træne til De Varme Lande™ ved at flytte kasser på loftet. Håber godt nok der er lidt mindre rockwool på Bali, for det hænger godt fast i sveden, når der er 30 grader oppe under taget.

Disneysjov i minimalistiske omgivelser i stuen. Hele møblementet er med på billedet.
Det er så småt begyndt at gå op for børnene, at vi snart skal afsted. Mandag blev de puttet på gulvet omgivet af kasser med legetøj på deres værelse – sengene var jo flyttet på loftet – og da de vågnede var værelset tømt. Tror jeg ville have undret mig lidt, men de tog det meget pænt.

Tak til naboerne for hjælpen med klaveret
Vores Hornung & Møller fra 1883 var der desværre ingen, der ville have, så tak til verdens bedste naboer for hjælpen med at slæbe det ud i traileren. Det fik nogle skrammer på vejen, og det gav et ordentligt drøn, da det røg ned i containeren på genbrugspladsen.
Nu er vi hos mine forældre et par dage, og Alfred hjalp mig med at aflevere nummerpladerne fra bilen. Der er heldigvis ikke vind til at kitesurfe, så jeg behøver ikke ærgre mig over at grejet er pakket væk. Lidt vemodigt var det dog alligevel.
Oskar har lokket faster Anne til at gennemgå Lademanns Verdensatlas, så han har styr på det basale inden vi rejser
På vej til containerpladsen med et par småting fra kælderen, som jeg troede jeg skulle bruge engang...
Vi glæder os meget til at komme afsted og gøre vores drøm til virkelighed. Dem der købte Alfreds brugte tremmeseng sagde det meget rammende: “Det er sådan noget mange drømmer om at gøre, men ingen faktisk gør”.
Håber virkelig det bliver en succes at være undtagelsen der bekræfter reglen.
