Surf-sponsor-løb
Nyheden om, at det traditionelle “cykelsponsorløb” på Klitmøller friskole ville blive afholdt mens vi var bortrejst, blev modtaget med slet skjult skuffelse af vores to drenge. Alfred havde snakket en del om hvor langt han havde tænkt sig at cykle, siden han fik sin nye cykel i fødselsdagsgave i januar. Oskar havde også planer om at slå sin personlige rekord på 19km på en time fra sidste år.
Det at vi ikke var i Danmark eller havde cykler til rådighed skulle dog ikke forhindre drengene i at give deres bidrag til indsamlingen af penge til den nye legeplads på skolen.
Som en alternativ løsning fandt vi på et andet koncept til indsamling af penge fra sponsorer.
Drengene skulle prøve at surfe flest mulige bølger på en time.
Dagens resultat
Vores event blev afholdt på Playa Hermosa lidt nord for Santa Teresa på Nicoya halvøen. Samme sted som de tidligere havde fået surf lektioner.
Oskar lånte mit shortboard, og Alfred var på Boogieboard.
Jeg havde nok forventet, at de ret hurtigt ville løbe tør for kræfter, men de overraskede og padlede uafbrudt i en time.
Helene var overdommer og stod på stranden og talte rides.
Jeg selv stod / svømmede rund i vand til halsen, så de kunne se, hvor langt de skulle padle ud.
De padlede selv igang på alle bølger, og resultatet blev: 31 bølger til Alfred og 32 bølger til Oskar – alle wipeouts og crashes er ikke talt med.
Stærkt gået drenge, og stor tak til alle sponsorerne for opbakningen :-)