Ja! Ok! Nej!

Flyveturen til Sri Lanka gik overraskende nemt. Jeg havde forventet at komme til at betale ekstra for at medbringe surfbræt, specielt i lyset af at jeg havde hørt at surfbrædder ikke var til at skaffe i Sri Lanka, pga. toldafgifter. Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg fik det med uden beregning. Tak til Sri Lankan Airlines.

Vi ankom til midnat, og blev hentet og kørt til vores hotel i Negombo, som er en lille by med masser af turister nær lufthavnen.

Alfred leger krydstogtskib med en pind i sandet foran en katamaran med sejlet sat på stranden ved Negombo

Alfred leger med krydstogtskib på stranden ved Negombo

Nyt land, nye udfordringer

Vi var noget spændte på hvor vi skulle bo den første nat, da hotellet var booket sammen med flybilletterne næsten et år tidligere.

Vores hotel lå lige ned til vandet, og bortset fra de meget insisterende strandsælgere – som stadig ikke sælger strande, hvilket forvirrer dregene lidt – var det et ganske udemærket omend lidt dyrt hotel.

Oskar og Alfred springer i poolen på Golden Star Beach Resort i Negombo

Vi hyggede os i poolen i Negombo, og fik arrangeret lidt af vores videre færd

Sort af mennesker i vandet ved Negombo

Der var Poya (fuldmåne) og derfor storebadedag ved Negombo. Man kunne enkelte steder godt få en øl alligevel, hvis man bestilte ”green tea”

Helene springe på hovedet i poolen

Mor kan også springe i poolen

Tvetydigt kropssprog

Apropos nye udfordringer, må man sige, at forvirringen var stor, ved vores første møde med Srilankanerne. Det vi nu ved er, at når man siger ja i Sri Lanka, så ledsages dette med en rysten på hovedet.

De første par gange man tinger om prisen, virker det som om de mener: “Hvis du virkelig vil være bekendt ikke at betale mere, så er det da ok, for nu gider jeg ikke diskutere mere med dig, og stik mig så de penge, så jeg kan komme videre med mit liv.”

I virkeligheden tror jeg ikke det er udtryk for et fornærmet “ok”, men bare den måde de siger ja på. Det er dog meget forvirrende, og meget svært at vænne sig til.

Falmede postkort i stativ i Negombo

”We have nicer ones inside”, sagde ejeren, da han så mig med kameraet

Visumforlængelse igen, igen, igen

I løbet af rejsen har vi prøvet lidt forskellige offentlige kontorer for at få visum forlænget. I Sri Lanka var det også nødvendigt, så efter et par dage i Colombo for at få klaret formalia omkring forlængelse af visum er konklusionen klar.

Absolut nummer sjok: Immigrationskontoret på Bali. 3 fremmøder på forskellige datoer med transport og ventetid, fordelt over de ca. 14 dages ekspeditionstid.

På en flot andenplads: Immigrationskonteret i Colombo, Sri Lanka. 5 timers ventetid i et fyldt kontor.

Førstepladsen: Den thailandske ambasade i Kuala Lumpur. 1 times ventetid, et døgns ekspeditionstid, og chokolade til ungerne da vi hentede passene dagen efter :-)

Så er der selvfølgelig andre lande som Vietnam og Malaysia, hvor det kan klares online eller ved grænseovergangen, men dem er der jo ingen grund til at tage med i vurderingen. Det ville jo stille de nominerede i et dårligere lys.

Efter en masse hektisk trafik og mange timers venten, med sultne børn, var vi de lykkelige indehavere af stempler med tilladelse til 90 dages ophold i dette tropiske paradis.

Prisliste for visum på immigrationskontoret i Colombo

Bemærk! Alle priser for visumforlængelse er i USD, så man skal selv gange dagens kurs på, da der kun kan betales i ruppees. Billigste: Pakistan $0.75, dyreste: Tanzania: $200, Danmark: $27. WTF?

Husnummerforvirring

For at komme fra Negombo til Colombo havde vi hyret en bil med chauffør. Vi skulle bo på et lille bitte hotel og gav chaufføren adressen ved afgang. Han fandt efter lidt spørgen rundt, frem til den rigtige gade, og her gik det op for os, at chaufføren overhovedet ikke forstod systemet med husnumre.

Er næsten sikker på, at han heller ikke havde den fjerneste ide om konceptet lige / ulige tal. Måske kunne han slet ikke læse tal, med mindre det drejede sig om penge til betaling for turen. Han var i hvert fald imponeret over, at vi kunne finde frem til hotellet bare ved at kigge ud af sideruden, mens han selv blev ved med at lede på den forkerte side af vejen.

Efter vi har rejst lidt rundt i landet, har vi erfaret, at Sri Lankas svar på en GPS er en nedrullet siderude, hvor der jævnligt spørges om vej, ved at råbe efter tilfældige fodgængere.

Spørgsmålet stilles gerne mens bilen stadig triller, og det er ikke ualmindeligt, at den adspurgte må småløbe lidt ved siden af bilen for at kunne svare.

Jeg tror ikke, den metode ville blive hilst velkommen i Danmark.

Der er nu i øvrigt en hel del i trafikken hernede, der ikke ville gå an i Danmark. Vi synes, vi efterhånden er rimeligt hærdede i forhold til trafik, men Sri Lanka stikker alligevel alle de andre lande, vi har besøgt på turen.

Der behøver eksempelvis ikke at være fri bane for at overhale, hvis bare man er overbevist om, at man kan køre hurtigere end den man vil overhale, klør man bare på, og håber at der bliver plads.

En enkelt gang troede vi, vores sidste time var kommet, da vores sløve tuktuk valgte at overhale en bus, samtidig med at en modkørende bus valgte at overhale en anden modkørende lastbil. Vi både skreg og råbte af chaufføren, der virkede ret upåvirket af situationen. Heldigvis blev vi ikke mejet ned af bussen, det ville godt nok have været en trist afslutning på eventyret.

Alfred spiser morgenmad på Boutique Hotel

Yoghurt med cornflakes på Boutique Hotel. Gad vide hvad trappen er til?

I Colombo havde vi fundet et lille Boutique Hotel, en lejlighed og opgang, der var omdannet til et lille hotel. En lidt besynderlig – men velfungerende indretning – man nok ikke ville finde i Danmark. Køkkenet var i øvrigt helt ubrugeligt til madlavning udover tilberedning af en kop the. Hvad skal man med et komfur, når der hverken er gryder, pander, knive eller andre almindelige køkkenredskaber?

Heldigvis var der et par dybe tallerkner, så efter vi havde skaffet nogle plasticskeer, kunne vi tilberede en skål yoghurt til drengene.

Regnen væltede ned den første aften vi boede der, derfor var det meget belejligt, at der lå en Subway i underetagen.

I sneglefart til Mirissa

Efter et par dage i Colombo, trængte vi til at komme til stranden igen.

Mirissa i det sydlige Sri Lanka virkede som et godt udgangspunkt for at finde et mere permanent sted at slå os ned.

Vi havde efterhånden rejst rundt i lidt over tre måneder, så vi ville gerne finde et dejligt sted at være i længere tid.

Sri Lanka er noget besværligt at transportere sig rundt i, specielt med masser af bagage. Togene er ret billige, men snegler sig afsted. Busserne er også billige, men overfyldte, og langt fra den standard man oplever i Vietnam og Thailand.

Derfor valgte vi den dyre løsning og hyrede en bil med chauffør til at køre os til Mirissa.

Turen gennem den hektiske trafik i Colombo gik rigtig fint, og vi kom ud til motorvejen. På vejen holdt vi ind og fyldte luft i højre forhjul, og chaufføren forsikrede os om at nu kunne bilen nemt klare hele turen.

Vi blev spurgt om vi ville betale de ca. 25kr det kostede at tage motorvejen, hvilket vi takkede ja til. Det et dog tvivlsomt hvor meget tid vi sparede på det, da chaufføren måtte slukke for aircon når det gik lidt opad, for at holde en marchhastighed på svimlende 60 km/t. Godt vi ikke havde travlt.

Skilt på motorvejen: No stopping or turning

At dette skilt er nødvendigt på motorvejen, siger en del om trafikken på Sri Lanka

Oskar, Rasmus og Alfred dykker i vandkanten i Mirissa

Skvulpefisk i Mirissa

Desværre ingen spaghetti

I Mirissa fandt vi en hyggelig lille beværtning midt på stranden, hvor man kunne sidde på terrassen på første sal og se på surfere og lokale fiskere.

Harpunfiskeri bliver lige en kende mere macho, når udstyret består af et metalspyd med en snor i, som de holdt i hånden, når de dykkede ned og stangede fisk.

Imponerende at de kom i land med store fisk og blæksprutter fanget på den måde.

Det er nu ellers ikke effektivitet og forretningssans, der præger kulturen her på Sri Lanka. At man kan løbe tør for spaghetti, selvom det er på menuen, kan jo ske for selv den bedste. Men at ingen har købt en pakke når man kommer tilbage dagen efter, er da lidt besynderligt.

Tredje gang vi spiste frokost dér (Gad vide hvorfor), bestilte jeg igen spaghetti, mest for lige at se om der var købt ind. Jo, jo, det havde de skam. 10 minutter senere kom tjeneren med vores drinks, og bad mig bestille noget andet, da de ikke havde spaghetti alligevel.

Jeg burde nok have spurgt til lidt sjov tobak i stedet. Udfra lugten at dømme havde de vist rigeligt af det.

Surfer ved Mirissa

Der var fin udsigt mens vi ventede på den manglende spaghetti

Fiskere og russer med skruelåg

I Mirissa er der helt utroligt mange russere. Russere kan spottes på lang afstand, ikke mindst fordi bademoden i Rusland er noget med, at trække badebukser og bikinibukser helt urimeligt langt op mellem ballerne. Formentligt for at få maksimalt udbytte af solen. En enkelt Russer havde udvidet konceptet til det yderste med et par blå skruelåg som bikinitop. Svært ikke lige at smile lidt af det.

Solbader med blå skruelåg som bikinitop

Det seneste indenfor russisk bademod - skruelåg!

Om aftenen var der gang i festen med masser af bas, og fulde folk på stranden.

Vi havde fundet et bolig i den helt fjerne ende af stranden, hvor der ud over os, var et lille guesthouse ved vandet og så de lokale fiskere. Det var et meget hyggeligt sted. Børnene hjalp med at samle kokosnødder sammen, da de blev høstet, og jeg hjalp med at trække fiskerbåde op på stranden når de kom ind.

Vi fik lavet en aftale med konen på det lille strand guesthouse om, at lave aftensmad til os. Hver aften kl 18.30 blev der dækket op med alt for meget mad. Fisk eller kylling med ris og alverdens tilbehør. Det var rigtig lækkert at spise ude på denne hjemlige facon.

Når vi gik hjem om aftenen – turen hjem bestod i at krydse hovedvejen – kom vi lige forbi det daglige fiskeudsalg. Det var en rissæk udbredt i kanten af hovedvejen, hvor dagens fangst var placeret og en mand der stod og råbte efter de forbipasserende, mens lastbiler, busser og anden trafik drønede forbi.

Alfred og Rasmus hygger på stranden i Mirissa

Vi havde vores egen private strand lige neden for vores guesthouse

Præsidentvalg

Den 8. januar mens vi boede i Mirissa var der præsidentvalg i Sri Lanka.

Så vidt vi kunne forstå på de lokale, gik det vist ikke for godt i meningsmålingerne for den siddende præsident. Derfor havde han lavet en lovændring der tillod ham at sidde i 3 perioder, mod normalt 2, og udskrevet valg i utide, mens han stadig stod til at vinde.

Nu er der jo lidt forskel på måden valg afholdes på rundt i verden, og i Sri Lanka er det meget normalt, at der er udgangsforbud dagen efter valget, og et par dage når resultatet er fundet.

Det afhænger lidt af hvor i landet man opholder sig, og vi var blevet advaret mod at være i Colombo eller Kandy under valget, da der ofte er uroligheder i de større byer.

Kromutter på vores guesthouse havde sagt at der ikke var udgangsforbud, og at hun nok skulle give os besked.

Jeg var ude at surfe på dagen efter valget, og man kunne høre en masse brag inde fra land mens man sad i lineup’en. Det var heldigvis bare fyrværkeri, og ikke skydevåben. Det kan tilføjes at den siddende præsident ikke lykkedes med sin plan, han blev nemlig ikke genvalgt.

Lokale fiskere i solnedgangen ved Mirissa

Lokale fiskere ved Mirissa

Kokosnød i sikkerhedsnettet over haven i Peacock Wings Guesthouse

På vores guesthouse i Mirissa havde de spændt et sikkerhedsnet ud over haven

Boligjagt på sydkysten

Farmor og farfar og farbror Jeppe og faster Anne skulle komme på besøg den 14. januar, og vi havde mere eller mindre lovet, at finde et sted, hvor vi kunne bo sammen allesammen. En opgave der viste sig ikke at være helt nem, da januar er højsæson. Heldigvis smilede heldet til os. Vi fik et tip om en lille strand, med god surf og hyggelig atmosfære. Stranden levede op til alle drømme om et tropisk paradis.

Et nærmere blik på boligudbudet var hurtigt klaret. Der var 2 guesthouses på stranden at vælge mellem. Det ene var var temmelig usselt og det andet var både dyrt og optaget.

Heldigvis mødte vi en italiensk dame på stranden, der hørte at vi ledte efter overnatning. Hun boede lidt inde i junglen i et hus, der lige var bygget. Overetagen var færdig og klar til udlejning, men underetagen var ikke færdig endnu. Hun tog os med til junglehytten, som var perfekt, med plads til 8, og endda med et lille udekøkken.

Piumi House ved Hiriketiya beach

Junglehytten

Alfred og Oskar drikker King Coconut

Drengene deler en kokosnød på Hiriketiya beach

Oskar på boogie board

Oskar lånte et boogie board

Surfing ved Hiriketiya beach

Rasmus dropper ind til DM i nosedive

Huset var ledigt, og ejerne ville gerne leje det ud til os. De talte dog ikke ret meget engelsk. Men allerede efter ca 20 minutter – havde vi måske fået forklaret, at vi først skulle skulle bruge værelserne 4 dage senere.

Udlejeren sagde at alt var OK, mens der blev rystet på hovedet. Alt var ok, og vi blev kun ringet op et par gange de efterfølgende 4 dage, hvor vi blev spurgt om hvornår vi kom.

Stougaard klanen i Sri Lanka

Rejseberetning fra Sri Lanka. Familiebesøg, blåhvaler, elefanter, surf og masser af trapper.

Slanger i Paradis

Rejseberetning fra Thailand. Rolls-Royce'er, slangefarm og nytårsfest i Bangkok.

Latest posts

Mod nye eventyr

Rejseberetning fra Sri Lanka. Farvel til Sri Lanka, stemningsbilleder fra den sidste tid.
#travel #sri lanka

Er der virkelig allerede gået næsten et år siden vi tog afsted. I går aftes havde vi 2 års bryllupsdag. Tiden er virkelig gået stærkt siden vi skålede med fadøl i literkrus til vores bryllup. Det sidste års tid har selvfølgelig været en lang ferie. Det har været det hurtigste år i mit liv. Jeg husker stadig da vi sad fire blege danskere i et arrivatog midt i det mørke jylland på vej mod flyet i Kastrup, og ukendte fjerne himmelstrøj. Det føltes bare helt rigtigt dengang, og når jeg ser tilbage på året der er gået, er jeg virkelig glad for at vi tog afsted.

Kokosnødder på 117 måder

Rejseberetning fra Sri Lanka. Kokosnødder, rebslagning, mudder i bugten, travetur og hvidløgstyggegummi.
#travel #sri lanka

Hvis man følger den lille junglesti, der er i bunden af vores have, kommer man ud til en lille og meget brun sø. Søen er ulækker, hvis man spørger drengene, og man har lyst til at give dem ret. Det stille vand lugter råddent, og der er både naturligt affald og plastic der sejler rundt i vandet. Til trods for det, ser man hver dag en flok damer, der står i søen, hvor de blødgør kokosnøddeskaller. Kokosnødder kan nemlig bruges til at lave reb af.