Koh Phangan ved kvart-måne

Oskar med en elefantpandekage på strandrestauranten

Jeg er så sulten, at jeg kan spise en hel elefant!

Vi havde en del regn, både i Tonsai og Ao Nang og efter at have sikret os at det ikke var fuldmåne besluttede vi at prøve at rejse til Koh Phangnan i den thailandske golf.

Thaierne har opdaget, hvad det er turisterne primært kommer til Koh Phangan for, nemlig at fejre månen – eller en undskyldning for at blive sanseløst berusede. Helene husker, at der var omkrig et par tusinde gæster til full moon party i 1995, men nu er deltagerantallet nærmere oppe omkring de tredive tusind.

Hvad ikke mange ved var at 2014 sluttede med en ret sjælden astronomisk begivenhed. I følge skiltene var der nemlig fuldmåne den 31. dec og 3., 4., og 5. januar.

Hvis man ellers kan ramme ind mellem en af de mange månefester (der fejres også nymåne og halvmåne), er der både billigt og børnevenligt på Koh Phangan.

Helene og Oskar og en masse spande med bucket blandinger

Købmanden havde alt det mest nødvendige - hvis man altså er på vej til “Full Moon Party”. Flaskerne er benzin til Scooteren så man kan køre hjem.

Brækøgler på tur

Vi rejste fra Ao Nang i silende regn og var glade for, at vi skulle starte dagen indendørs i bus (som var næsten regntæt). Da vi ankom til havnekajen, kunne vi konstatere, at det var en omgang blæsevejr, der havde bragt regnen med sig. Den høje sø var ikke lige den bedste kombination med en hurtigkatamaran, og det var et meget klogt træk af personalet at dele brækposer ud til alle allerede ved afgang. De fleste kinesere kastede op, allerede inden vi havde forladt havnen. Vi klarede turen næsten uden at kaste op. Oskar syntes det var vildt fedt. “Lissom rutchebanerne i Legoland!”.

Vi blev tre dage på Koh Phangan, og vejret var desværre temmeligt blæsende, og med kraftig regn ind i mellem. Så snorkling blev det ikke til meget af, da sigtbarheden var elendig.

Blæst og oprørt hav på Koh Phangan

Ikke det bedste vejr til at snorkle

Vi havde det nu meget hyggeligt alligevel. Det lykkedes os at komme på scootertur rundt på øen mellem regnbygerne.

I Haad Mae Haad mødte vi en dansk familie, som vi fulgtes med over til Ko Mah. Under normale vejrforhold kan man gå over til øen med tørre knæ, og den flotte hvide sandbanke mellem øerne pryder mange postkort fra Koh Phangan. Nu var det jo ikke helt normalt vejr, så vi måtte svømme lidt for at komme frem. På øen lå et forladt resort og så spøgelsesagtigt ud, og børnene følte sig som rigtige skibbrudne, der var kommet til en øde ø. Hyggeligt var det også, med et par store drenge, der samlede firben op, og viste dem frem.

En af drengene med et lille firben

Der var masser af små firben på Ko Mah

Forfalden strandbar i det forladte resort på Ko Mah

Det var lidt sløjt med betjeningen og udvalget i baren

Oskar, Helene, Alfred og Rasmus på vej tilbage over sandtangen fra Ko Mah

"Skibbrudne" på vej tilbage fra Ko Mah

Ud over badetur til den øde ø, gjorde vi holdt ved et vandfald, som vi kunne klatre op til. Det var en halvlang og lidt udfordrene tur ad en lille sti, der snoede sig op af bjergsiden, og da vi nåede toppen måtte vi konstatere at vandfald er mest spændende når det er regnsæson. Vand var der nemlig ikke meget af.

Helene på scooter nr. 29

Helene klar til start med nummer 29

To elefanter kom marcherende

En af de oplevelser børnene havde glædet sig meget til, var at prøve at ride på elefanter, sammen med morfar og mormor. På Koh Phangan fandt vi et sted, hvor elefanterne så ud til at have det godt, så vi takkede ja til en tur på elefantryg. Det var dog en noget skuffende omgang, hvor vi mere eller mindre fik en lille travetur i baghaven, og det var så det. Det kunne vel bedst betegnes som en turistfælde.

Rasmus, Alfred og Helene på elefantryg

Elefantsafari i baghaven

Dræberpalmer på krigsstien

På vores scootertur fandt vi en dejlig strand med læ til at slikke lidt sol og tage en svømmetur. Der var en lille restaurant, og vi ankom efter en lidt lang tur på scooteren.

Vi parkerede scooterne og vanen tro, fandt Oskar og Alfred sig hver en sten, og gav sig til at lege båd med dem på stranden. Da Rasmus kom ned for at se til dem, sagde de meget unge mennesker på solterrassen til Rasmus, at det var herligt til en forandring at se børn, der faktisk legede. De havde lagt mærke til, at der ikke længere er mange børn, der leger. De spiller iPad eller ser youtube. Vildt nok, synes vi, at selv de unge backpackere uden børn lægger mærke til det.

Efter frokost bredte vi vores saroner ud på stranden, men efter at have kigget op, og fået øje på en kokospalmen lige oven over, rykkede vi et par meter til siden.

Da vi senere på eftermiddagen var ved at pakke sammen, lød der pludseligt et ordentligt drøn. Det var et kokospalmeblad, der faldt ned, og landede lige ved siden af en pige, der lå og solede sig, på den plet vi havde forladt lidt tidligere. Sådan nogle blade er ret store, så det var heldigt at vi var rykket til siden. Heldigvis ramte det ikke pigen, som vist havde en dårlig dag – eller tømmermænd – for hun fortrak ikke en mine, men surmulede bare videre.

Fire palmer

Det giver et ordentligt drøn, når de taber et blad, og her gik man og troede, det var kokosnødderne, der var farlige.

Alene i byen

Det var også på Koh Phangan at vi fik en aften ude, uden børn. Mormor og Morfar tog børnene med på restaurant, og vi stak af til en anden restaurant med voksenhygge og drinks. Super hyggeligt at være lidt alene, men også lidt underligt, når vi er vant til at være sammen med drengene døgnet rundt. To drinks senere var vi halvfulde og klar til at gå hjem i seng.

Rasmus, Alene og Oskar på meget skrå palme ud over vandet på Koh Phangan

Så bliver palmer vist ikke mere idylliske

Thai massage til alle

Den sidste dag på øen væltede regnen ned fra morgen til aften, og vi forkælede os selv, med massage til 6 personer på stranden. Rigtigt lækkert at ligge side om side og blive forkælet i første parket til havet. Ikke alle regnvejrsdage er lige triste.

Oskar og et par motoriserede paraglidere

Vi mødte nogen der skulle ud at flyve med paraglider. Oskar syntes det var ret sejt

Alfred og Oskar kigger på en struds på Koh Phangan

Besynderlige husdyr på benzintanken

I høj sø til fastlandet

Som det fremgår, viste Koh Phangan sig ikke fra sin mest paradisiske side, så efter tre dage var vi klar til at rejse videre.

Det kan godt være, at vi syntes det blæste den dag vi sejlede til Koh Phangan, men det var ingenting imod det vejr vi sejlede derfra i.

Denne gang var det da også kun mormor og morfar, der klarede turen uden at kaste op. Hele færgen lå underdrejet, mens morfar tog sig en lur. Det var ubeskriveligt dejligt at komme i land efter tre timer med kvalme og opkast alle vegne, og en ren fornøjelse at sætte sig i bumle bussen mod Hua Hin.

Hundredevis af fiskerbåde ved indsejlingen til Chumpon

Endelig i smult vande igen. Tror aldrig jeg har set så mange fiskerbåde som i Chumpon, da vi ankom til fastlandet.

På bustur – Som vi kender det

Busturen gik sådan set godt. Bussen holdt godt nok nogle underlige pauser, eksempelvis på tankstationer uden at tanke, men vi tænkte, at sådan gør man nok i Thailand. Kl. 16 holdte bussen ind til spisepause, og efter lidt spørgen fik vi at vide, at den ville vare en halv time.

Efter ca. en halv time fik vi en ny besked. Pausen ville blive to timer længere, da bussen var brændt sammen, og der skulle komme en ny. Nå ja, hvorfor skulle mormor og morfar skånes for bussammenbrud, når nu de havde valgt at rejse med os.

Alfred og Oskar spiser is foran bussen med åbent motorrum

Så holder vi her igen... Nu med adgang til mad og toilet - kraftig forbedring

Oskar og Gunnar lægger arm

Oskar tæver morfar i amlægning, mens vi venter på en anden bus

Bus med masser af michelin-dukker og lygter

“Se far, bussen er fyldt med Batman.” Oskar fik en “batman” af chaufføren på den kommentar.

Helene og Alfred på en bænk mens vi venter på en anden bus

Helenes “søsyge“ varede i fem dage

Det uplanlagte ophold i vejkanten betød, at vi nåede Hua Hin lidt efter kl. 21, med to sovende børn. Her vendte heldet, da hotellet vi havde booket lå 70 meter fra busstoppestedet, og vi kunne gå direkte hen og lægge vores allerede sovende børnene i seng, uden at skulle til at bøvle med storsvindlende taxachaufører.

Der var selvfølgelig den sædvanlige horde af taxa chauffører, der råbte: “Where you go mister? Yes transport! Taxi boss!”. Helt rart til en afveksling at kunne pege på hotellet og sige: “Derhen!”.

I kongens fodspor

Rejseberetning fra Hua Hin i Thailand. Kitesurfing, vandretur til Tham Phraya Nakhon cave og Rama IV's sommerpalads.

Kravlenisser på slap line

Rejseberetning fra Thailand. Klatring ved Tonsai/Railay, hygge i Ao Nang, og Snorkletur til Koh Phi Phi.

Latest posts

Zip Lines og Reggae

Rejseberetning fra Costa Rica
#travel #costa rica

Hjemmefra havde vi blandt andet solgt turen til Costa Rica til drengene ved, at fortælle, at der skulle være nogle ret seje svævebaner man kunne prøve. Det er i Monteverde, at det virkeligt spiller - det der med svævebaner. Derfor var det næste stop på turen.

Brøleaber

Rejseberetning fra Costa Rica
#travel #costa rica

Efter en del dage i surfparadis var selv vi, klar til at komme ud og se lidt mere af Costa Rica. I første omgang var vi blevet enige om, at køre videre til Nosara. Det ligger ca. 100 km op af kysten fra Santa Teresa. Det ville være muligt, at køre derop ad kystvejen men det kræver, at man krydser et par floder. Da det ikke på forhånd var til at sige, om det var tørt nok til, at krydse floderne, besluttede vi - dvs. Helene bestemte det - at køre den sikre tur på små 200 km udenom.