On the Road Again

Oskar og Alfred på scooter med sidevogn sammen med ejeren af Tioman House. Sidevogne var fyldt med vores bagage, så de voksne måtte gå

Afgang fra Tioman House

Vi er med på, at når man læser vores blog, kan det virke som om, at hver dag er endnu en dag i paradis. Det er det også næsten, det meste af tiden, men der er dog tidspunkter, hvor man ønsker sig tilbage til en lidt stresset regnvejrshverdag i Danmark.

En af de dage var i torsdags, hvor vi forlod Tioman for at rejse længere nordpå. Kl 9 om morgenen tog vi færgen til fastlandet, uden at have fået morgenmad. Morgenmadsrestauranten åbnede først kl 9.

Alfred og Oskar ser på færgen der lægger til kaj

Morgenfærge til fastlandet

Godt i land spiste vi en is, og blev overtalt af en taxachauffør til at køre med ham til en by på den anden side af “amtsgrænsen”, hvor der efter hans udsagn var bedre busforbindelser. Vi gjorde holdt ved købmanden, så vi kunne få noget morgenmad – mariekiks og sodavand.

På busstationen viste han os frem til det bedste busselskab, og vi fik 4 pladser i bussen for 200kr, som bare skulle betales kontant til chaufføren. Da bussen endelig kom var der desværre kun 2 ledige pladser, men i det mindste fik vi det til 100kr i stedet.

Efter en times kørsel begyndte bussen at lyde lidt underligt, og det lugtede brændt. Chaufføren satte farten op, indtil han satte farten ned, og motoren gik ud – han fik den dog startet igen. Efter et stykke tid drejede vi ind på et værksted, stadig med alle passagerer, og der holdt vi så. Ikke noget med at fortælle hvad der skulle ske, eller var sket, eller hvor længe vi skulle holde der. Vi kunne se, at der blev hældt en masse koldt vand på bussen, og derefter kørte vi videre.

Nogle få motorudfald senere ankom vi til en station, hvor vi spurgte chaufføren om vi stadig kørte videre. Han så ud som om, at det da var det mest tåbelige spørgsmål, selvfølgelig gjorde vi det, og det gjorde vi ca. 20 min. Så gik den helt i stå på motorvejen.

Buschaufføren talte lidt i telefon, imens røg og kølevand stod ud af motoren. Stadig ingen information om hvad der skulle ske, heller ikke når vi spurgte. En af de andre passagerer mente, at han nok havde ringet efter en anden bus, og at der ville gå en time, inden vi kunne komme videre. Klokken var halv fem. Vi havde ikke booket overnatningssted og det bliver mørkt efter klokken syv.

Den bus han havde ringet efter, viste sig at være en mekanikker i en personbil. Han stod ud af bilen, kiggede på bussen i et par minutter, og kunne så konstatere, at den ikke kunne køre videre. Stadig ingen information til os, kun hvad de andre kunne opsnappe og oversætte.

Bussen holder med åbent motorrum på værkstedet

Første pitstop

Alfred, Helene og Oskar i kanten af motorvejen med den havarerede bus

3 timer i vejkanten 30km fra endestationen

Kl ca. syv var der en anden bus, med måske verdens flinkeste chauffør, der holdt ind til siden. Hans bus var langt fra fyldt, så han tog os allesammen med videre. Kort tid efter havde vi tilbagelagt de resterende 30 km, og blev sat af i vejkanten.

Der stod vi så på en mørk hovedvej kl. lidt i otte, ret sultne, med to børn, alt vores baggage og uden bolig. Efter en lille vandretur blev far og børn placeret på en fortovsrestaurant, som heldigvis både var god og billig, mens mor gik på jagt efter den mindst ulækre hytte at overnatte i.

Læg dertil afsindigt mange myggestik, og det her rejseri virker en smule overvurderet.

Village Chalet i Cherating

Village Chalet i Cherating

Helene, Oskar og Alfred i vores værelse i Village Chalet i Cherating

Lidt tættere på

Håndvasken på værelset i Village Chalet i Cherating

... og helt tæt på

Surf vibes i Cherating

Fredag fandt vi et andet hotel – Rent og pænt, med pool og lækker morgenmad til kun 100 kr mere.

Helene, Oskar og Alfred trækker afsted med kufferter på fortovet i Cherating

På vej til Residense Inn

Alfred og Oskar springer i poolen på Residense Inn

Pool hygge på Residense Inn

Egentlig er surfsæsonen ikke startet endnu, men vi var så heldige at der rullede lidt swell ind efter en tyfon i nærheden af Japan, så der kunne surfes sammen med de lokale, og livet var pludselig anderledes herligt igen.

Kvindelig malaysisk surfer iført lange bukser trøje og tørklæde

Havde ikke kamera med på stranden, så i må nøjes med et fra den lokale surf skole

Oskar og Alfred klapper en af hundevalpene sammen med Mamat Davd, mens regnen siler ned

8 hundevalpe bliver klappet i Kam's Surf Shack

Hundehvalp sover i sandet i Kam's Surf Shack, Cherating

Afslapning i troperne. Alfred: Er den ikke bare nuller

Tillykke i København.

I lørdags vågnede vi op til beskeden om, at vi har fået en lille ny velskabt fætter derhjemme, det blev fejret.

Alfred og Oskar skåler

Skål for fætter Ludvig

Rasmus og Helene med øl og store burgere hos Don't Tell Mama i Cherating

Ny fætter i famillien, det skal fejres

Offline on Kapas

Rejseberetning fra Pulau Kapas i Maylaysia

Sommer og udenfor sæsonen

Rejseberetning fra Singapore, Johor Bahru, Legoland og Pulau Tioman i Maylaysia.

Latest posts

Zip Lines og Reggae

Rejseberetning fra Costa Rica
#travel #costa rica

Hjemmefra havde vi blandt andet solgt turen til Costa Rica til drengene ved, at fortælle, at der skulle være nogle ret seje svævebaner man kunne prøve. Det er i Monteverde, at det virkeligt spiller - det der med svævebaner. Derfor var det næste stop på turen.

Brøleaber

Rejseberetning fra Costa Rica
#travel #costa rica

Efter en del dage i surfparadis var selv vi, klar til at komme ud og se lidt mere af Costa Rica. I første omgang var vi blevet enige om, at køre videre til Nosara. Det ligger ca. 100 km op af kysten fra Santa Teresa. Det ville være muligt, at køre derop ad kystvejen men det kræver, at man krydser et par floder. Da det ikke på forhånd var til at sige, om det var tørt nok til, at krydse floderne, besluttede vi - dvs. Helene bestemte det - at køre den sikre tur på små 200 km udenom.