Som det ofte er tilfældet når man rejser uden en fastlagt plan, bliver det tilfældigheder, der afgør hvor man ender, og hvad man får set. Det var sådan en tilfældighed der bragte os til øen Kapas - og et lignende tilfælde gjorde, at vi den ene aften faldt i snak med Aaron Twite fra USA. En rigtig flink fyr fra Atlanta, og modsat mange andre amerikanere meget behagelig, afslappet og underspillet i sin facon. Jeg tror han ville passe godt ind i Jylland.

Til spørgsmålet om hvad han beskæftigede sig med, svarede han, at det var noget med events og motorcykler. Efter lidt “spørgen ind” viste det sig, at han er en slags stjerne her i Asien i disciplinen stuntbike. Han fortalte, at han skulle give et show Kuala Terengganu inde på fastlandet om fredagen.

Drengene er blevet ret vilde med motorcykler, sikkert efter at have set de mange scootere på Bali og i Vietnam, så det blev besluttet, at vi skulle til fastlandet og se motorcykelshow i weekenden.

Motack i Terengganu

Eventet hed Motack og foregik på stranden Batu Burok i Terengganu. Der var en masse boder, en masse amatører kørte tidskørsel rundt om kegler på deres egne motorcykler, en slags super cross løb, og ikke mindst flere shows med Aaron.

Da vi ankom til området fandt vi Aaron omgivet af store mængder malayer, der alle skulle have taget billeder med ham. Han havde dog tid til at vise sin motorcykel til drengene, og vi fik at vide, at vi bare skulle sige at vi var hans familie, hvis nogen spurgte til hvad vi lavede inden for afspæringen.

Inden stuntbike showet gik igang, vidste vi ikke rigtig hvad vi skulle forvente, men det viste sig, at Aaron var mega sej. Drengene vat helt opslugte, så det var perfekt.

Derudover var det også en oplevelse, at vi selv var næsten lige så stor en attraktion som motorstjernerne, da vi ud over Aaron, vist var de eneste vesterlændinge. Journalisterne styrede da også direkte mod Rasmus, for at få en kommentar efter showet, et tilbud han dog takkede pænt nej tak til.

Skulle der være andre en os, der ikke lige har helt styr på hvad stuntbike går ud på, så fandt jeg en lille video med Aaron Twite der varmer op.

Et usandsynligt tilfælde

Dagen efter Motack satte vi kursen mod Kuala Lumpur mod endnu en omgang visum ansøgning og storby ræs. Vi gjorde os meget umage med at vælge en bus, der så pålidelig ud for at undgå ophold i vejkanten. Det vagte da også en del opsigt, da vi tre timer senere sad på de bagerste sæder i bussen og skraldgrinede for at undgå at græde.

Bussen var punkteret, og for at det ikke skal være løgn på den præcis samme vejstrækning som sidst. Efter et par timers venten blev vi flyttet over i en anden bus, og kunne fortsætte rejsen.

Modsat sidst kunne vi dog sidde køligt inde i bussen og vente, da den ikke var fuld af røg, og aircondition systemet stadig fungerede.

Kuala Lumpur

Vel fremme i Kuala Lumpur blev vi sat af i vejkanten i mørket, og måtte slæbe børn og bagage op over en skrænt for at komme op til Putra busstationen, hvorfra vi tog en taxa videre. Ret besynderlig service.

Senere fandt vi ud af, at det var fordi busstationen var under ombygning, at bussen ikke kunne køre ind på området.

Helene havde fundet en fin lille penthouselejlighed til næsten ingen penge i centrum, så det er noget af en udsigt vi har her fra 18. etage. Bygningen ligger i gå afstand til Petronas Towers, så dem har vi selvfølgelig været oppe og nyde udsigten fra.

Ellers har vi brugt en del tid på legepladsen i parken foran, og i diverse mega store shopping centre. Man kan nærmest leve et helt liv i centrum at KL uden at komme ud i det fri, så hvis man er vild med storcentre, er det stedet. Håber det skinner igennem at det ikke lige er Rasmus’ yndlingsbeskæftigelse.

Dog er det meget rart at der er lavet overdækkede gangbroer mellem mange af bygningerne, for det regner virkelig igennem når der kommer en byge – og det gør der nu hvor det er regntid. Lidt som at stå under bruseren.

Visum på rekordtid

Med erfaringerne fra Bali i baghovedet var det ikke med høje forventninger til effektiviteten, at vi troppede op på den thailandske ambasade for at søge om visum til Thailand. Vores forventinger blev dog gjort til skamme.

Det lykkedes at få udfyldt og afleveret papirerne, samt klaret betalingen på ca. en time.

Dagen efter kunne vi hente passene igen, og vi forventede en massiv kø, men igen en positiv overraskelse. Der var kun os, og drengene fik endda et stykke chokolade af damerne bag skranken.

Det kunne de lære lidt af på Bali!